Minister lover, at lovindgreb ikke kaster andelsboligejere under bussen

Boligminister Kaare Dybvad (S) lover, at den nye lovgivning om forbedringer i lejeboliger ikke kommer til at ramme andelsboligejerne som frygtet.
Kaare Dybvad lovede fredag til en debat, at regeringens nye forslag, der skal gøre op med kapitalfondes finter med huslejestigninger, ikke rammer andelsboligejerne. Foto: Louise Gregersen
Kaare Dybvad lovede fredag til en debat, at regeringens nye forslag, der skal gøre op med kapitalfondes finter med huslejestigninger, ikke rammer andelsboligejerne. Foto: Louise Gregersen

Der er ingen grund til at ryste i bukserne som andelsboligejer i hovedstadsområdet.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro på det, som boligminister Kaare Dybvad sagde fredag eftermiddag til en debat om fremtidens boligpolitik hos SHL Arkitekter i København.

– Den store risiko handler om, at der er mange andelsboliger specielt i hovedstadsområdet, og dem har vi jo ikke lyst at kaste under bussen, fordi vi skal løse et andet problem, og det kommer vi heller ikke til, slog Kaare Dybvad fast til spørgsmålet om det udspil, som regeringen forventes at komme med inden længe.

For i udspillet forventes det at fremgå, hvordan man vil komme de enorme huslejestigninger til livs i Københavns lejeboliger, efter kapitalfonde som Blackstone har gjort sit indtog. Kapitalfondene er kritseret for at opkøbe ejendomme, lave forbedringer og herefter lave enorme huslejestigninger. Men løsningen kan ramme andelsboligerne også.

Kan blive stavnsbundet

En af de muligheder, der har været omtalt som løsning på den problematik, er at pille ved boligreguleringslovens paragraf 5.2, som afgør, hvornår man kan lave huslejestigninger på baggrund af forbedringer i lejeboliger. Det vil få konsekvenser for andelsboligejerne, da de andelsboliger, som er vurderet af en privat valuar, risikerer at tabe sin værdi, fordi den er sat efter værdien af private udlejningsejendomme.

Det har Andelsboligernes Fællesrepræsentation tidligere udtrykt bekymring om.

– Mister andelsboligerne værdi, risikerer vi, at folk bliver stavnsbundet, og i værste fald får problemer med bankfinansieringen. Derudover vil det også blive dyrere for foreningerne at belåne ejendommen, hvilket kan være nødvendigt, hvis ejendommen skal vedligeholdes, sagde ABF’s direktør, Jan Hansen i en pressemeddelelse i oktober.

Vil tage kontrollen tilbage

Men udspillet vil gøre op med kapitalfondenes effekt på lejeboligmarkedet. Det understregede Kaare Dybvad også fredag.

– Vi kommer til at lave et udspil, der slår ned på den type investorer, som Blackstone er. Det er ikke kun dem, men det er dem, der agerer på den måde, som har en meget kortsigtet interesse og bruger nogle metoder, som vi ikke har været vant til i Danmark, lød det fra ministeren, der uddybede:

– Det er fordi, vi vil tage kontrollen tilbage med udviklingen i byerne. Det er ikke udenlandske kapitalfonde, der skal bestemme, hvordan vores byer skal udvikle sig. Det er danskerne og dem, de har valgt som politikere, der har det sidste ord i den sag, sagde han.

Det er forventet, at regeringen fremlægger udspillet i næste uge.

– Vi tager et opgør, og så må vi se, om der er et flertal for det i Folketinget, sagde Kaare Dybvad.

Relateret indhold