Energispild vil koste milliarder i grøn omstilling

Analyse viser, at det bliver tæskedyrt for det danske samfund, hvis ikke der energieffektiviseres frem mod 2050. Det er derfor afgørende at se på, hvordan industri og eksisterende bygninger kan blive mere energieffektive, mener Grøn Logik-alliancen.
Den eksisterende bygningsmasse spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Foto: Colourbox.
Den eksisterende bygningsmasse spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Foto: Colourbox.

Grøn Logik

  • Grøn Logik er en alliance og kampagne, der er sat i verden for at bidrage til den grønne omstilling og for at sikre at Danmark fører en god og klog energipolitik.
  • I alliancen er: Dansk Byggeri, Bygherreforeningen, Arkitektforeningen, Synergi, BAT-kartellet, NCC Danmark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Konstruktørforeningen, MT Højgaard, Danske Arkitektvirksomheder, Ingeniørforeningen, Tekniq Arbejdsgiverne og Økologisk Råd.

En netop færdig rapport fra konsulentvirksomheden EA Energianalyse viser, at den grønne omstilling vil blive 120-160 milliarder kroner dyrere for det danske samfund frem mod 2050, hvis der ikke energieffektiviseres.

– Analysen viser én gang for alle, at energibesparelser ikke alene kan betale sig, men bør være hele fundamentet for en omkostningseffektiv grøn omstilling. Hvis regeringens ambition om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030 og CO2-neutralitet senest i 2050 skal nås billigst muligt, skal vi sikre, at vi bruger vores energi mere effektivt – samtidig med at vi udbygger den vedvarende energi. Det er ikke et enten-eller. Det er er både-og, siger Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, som er med i Grøn Logik-alliancen.

Klimalov og klimahandlingsplan

Grøn Logik-alliancen støtter regeringens ambition om at reducere mængden af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Forhandlingerne om den nye klimalov er netop nu i fuld gang, og regeringen forventer, at klimaloven er på plads inden årsskiftet. Herefter følger en diskussion om de konkrete virkemidler, der skal fremgå i den kommende klimahandlingsplan.

EA Energianalyses arbejde understreger, at en ambitiøs indsats inden for energieffektiviseringer er afgørende for at sikre, Danmark kommer billigst muligt i mål med den grønne omstilling.

I andre europæiske lande indgår bygninger, boliger og industri naturligt som en del af det klimapolitiske arbejde. Det vil derfor være naturligt, hvis der opstilles konkrete mål for energieffektivisering i den kommende klimahandlingsplan, mener Grøn Logik-alliancen.

– Det her handler om, hvad vi ønsker at give videre til vores børn og børnebørn. Først og fremmest er vi selvfølgelig moralsk forpligtede til at passe ordentligt på kloden. Men jeg mener også, vi er forpligtede til at passe på pengepungen. Ved at prioritere energieffektiviseringer kan vi spare 160 milliarder kroner. Det er penge, der i stedet kan bruges til at skabe en bedre tilværelse for kommende generationer. Hertil kommer, at der er et kæmpe eksportpotentiale for vores virksomheder, når vi viser andre vejen, lyder det fra Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand i interesseorganisationen Synergi, som blandt andet Rockwool, Velux og Grundfos står bag.

Behov for nationalt, bindende mål og incitament

EA Energianalyse estimerer, at det danske samfund skal spare mellem 26 og 33 procent af vores energiforbrug frem mod 2030 og 45 procent frem mod 2050 for at nå i mål med den grønne omstilling på den billigste måde. Derfor foreslår Grøn Logik, at Danmark øger ambitionerne og sætter et nationalt og bindende mål for energieffektivitet på 30 procent i 2030.

– Bygningerne bør tænkes ind i klimapolitikken med bindende mål, så både bygherrer og bygningsejere, der gennemfører renoveringsprojekter og driftseffektiviseringer, motiveres for at indtænke energieffektiviseringer både i den løbende drift og ved renoveringer af deres bygninger. Det vil være et afgørende bidrag til realisering af de overordnede klimamål, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen og talsmand for branchepartnerskabet Renovering på Dagsordenen.

Relateret indhold