Fire kartelbøder vedtaget i sagskompleks om VVS-karteller

Christoffersen & Knudsen A/S har betalt 575.000 kroner i bøde for at udveksle oplysninger om priser og andre vilkår med konkurrent. Desuden har ledende medarbejdere fra i alt tre virksomheder betalt personlige bøder.
Ved at udveksle priser har de involverede virksomheder sat konkurrencen ud af spil til skade for kunderne, der risikerede at betale for meget, siger direktør Jakob Hald fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Pressefoto.
Ved at udveksle priser har de involverede virksomheder sat konkurrencen ud af spil til skade for kunderne, der risikerede at betale for meget, siger direktør Jakob Hald fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Pressefoto.

VVS-virksomheden Christoffersen & Knudsen har udvekslet oplysninger om priser og andre vilkår med konkurrenten Sanoterm Danmark A/S, der nu er gået konkurs. Det skete i slutningen af 2012 i forbindelse med et tilbud på VVS-arbejde på byggeprojektet Enebærhaven.

I samme sagskompleks betalte virksomheden Fredensborg VVS-Teknik i august 2017 en bøde på en million kroner for at have koordineret tilbud med en konkurrent på fem byggeprojekter.

– Ved at udveksle priser har de involverede virksomheder sat konkurrencen ud af spil til skade for kunderne, der risikerede at betale for meget. De fire bøder, som nu er vedtaget, vedrører alle tilbudskoordinering i vvs-branchen, siger direktør Jakob Hald fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Startede med et tip

Christoffersen & Knudsen har betalt en bøde på 575.000 kroner for virksomhedens overtrædelse af konkurrenceloven. Samtidig har en ledende medarbejder fra Christoffersen & Knudsen, samt en ledende medarbejder fra Fredensborg VVS-Teknik A/S og en forhenværende ledende medarbejder fra Sanoterm Danmark hver betalt en bøde på 25.000 kroner.

På baggrund af et tip indledte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2015 en efterforskning af tilbudskoordinering blandt flere vvs-virksomheder. Siden anmeldte Konkurrencerådet sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) med henblik på strafferetlig forfølgelse.

Relateret indhold