Carlsberg Byen ser lyst på 2019-udsigterne

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2018 - og frem mod 2019. I dag adm. direktør Jens Nyhus, Carlsberg Byen.
Jens Nyhus er administrerende direktør i Carlsberg Byen.
Jens Nyhus er administrerende direktør i Carlsberg Byen.

Hvad har for dig og din organisation/virksomhed kendetegnet 2018?

For Carlsberg Byen har 2018 været året, hvor vi overgik fra primært at være et byudviklingsområde til at være et boligområde.

Flere nye virksomheder flyttede ind, vi fik lukket en række store aftaler på erhvervsområdet, næsten alle boligprojekter er stort set udsolgt.

Sideløbende har vi har i løbet af året igangsat syv nye større byggerier med fem nye højhuse, udarbejdet en ny og meget ambitiøs retailstrategi for området. Samlet ser det endnu engang ud til, at vi indfrier forventningerne. Så jeg vil kalde 2018 et travlt, men tilfredsstillende år.

Har enkeltstående begivenheder haft særlig betydning?

I forhold til vores boligsalg kan vi se, at markedet har taget godt imod vores model med optimerede boliger, hvor vi skaber flest mulige aktive kvadratmeter i boligerne. Det betyder, at en familie kan overtage en bolig med flere værelser til en billigere pris end ellers, fordi gangarealer og entré er optimeret eller skåret helt fra, og vi i værelsesstørrelser har prioriteret flere værelser fremfor store værelser.

Sammen med beliggenheden og de mange historiske bygninger i Carlsberg Byen tror jeg, dette har været en væsentlig faktor i vores gode salgstal.

Hvilke forventninger har du til 2019?

Vi har flere erhvervsprojekter på vej, hvor vi ser frem til at få flere spændende lejere ind, og så lancerer vi flere nye boligprojekter, der er tilpasset markedet.

Selvom boligmarkedet i København lige nu ser ud til at gå lidt ned i gear i forhold til de seneste års ekstremt høje aktivitet, så ser vi lyst på udsigterne for 2019, hvilket afspejles i den store interesse, vores mæglere melder om.

Relateret indhold