Power-to-X buldrer frem – Danmark kan opnå international styrkeposition

Antallet af patenter til praktisk udnyttelse af den nye, grønne energiteknologi stiger markant. Danske aktører er godt med i udviklingen, men det kræver mere innovation, hvis positionen skal holdes endog styrkes.
Den nye, grønne energiteknologi, Power-to-X, som omfatter teknologier til omdannelse af grøn strøm fra vindmøller og solceller til grønne brændsler som brint, fly-brændstof, methanol, e-diesel og lignende, er i stor udvikling.
Den nye, grønne energiteknologi, Power-to-X, som omfatter teknologier til omdannelse af grøn strøm fra vindmøller og solceller til grønne brændsler som brint, fly-brændstof, methanol, e-diesel og lignende, er i stor udvikling.

En ny analyse fra Teknologisk Institut, der baserer sig på mere end 30.000 aktuelle, betydende patenter indenfor Power-to-X, viser, at private, vestlige virksomheder dominerer innovation og den kommercielle udnyttelse af Power-to-X-teknologier. Men også i Kina er antallet af nye patenter i kraftig vækst – her er det forskningsinstitutioner, som står bag teknologiudviklingen.

Læs også: Månedens Top10: Her bygger de verdens største e-metanolanlæg til 1,5 mia. kroner

Analyser viser også, at Danmark set i forhold til sin størrelse er godt med i denne teknologiske udvikling. Så uden at være teknologiførende rummer det gode kommercielle og eksportmæssige perspektiver – hvis Danmark holder sig til, lyder vurderingen:

Den globale aktivitet overstiger nemlig langt den danske aktivitet, og derfor er det afgørende, at danske aktører holder forbindelsen til udenlandske udviklingsmiljøer og leverandører for at sikre adgang til nyeste viden og teknologi.

Læs også: Lolland lander 750 mio. grønt Power-to-X projekt

Det siger direktør for Teknologiske institut, David Tveit:

– Der udtages løbende patenter inden for Power-to-X over hele verden. Der er store udfordringer ved implementering og opskalering af teknologien samtidig med, at anlæggene er økonomisk attraktive og energimæssigt optimale. Her kan Danmark opnå en international styrkeposition.

Store forventninger til vækst i Danmark

Kortlægningen af de globale teknologitrends er gennemført af Teknologisk Institut i samråd med et partnerskab af fire danske GTS-institutter: Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, Force Technology, Alexandra Instituttet og Teknologisk Institut. Alle GTS-institutterne er strategiske leverandører af praksisnære teknologiske løsninger og adgang til test- og pilotfaciliteter i omstillingen til Power-to-X.

Læs også: Bygger ny slags Power-to-X anlæg målrettet landbrug og skibsfart i Lemvig

Rapporten er én af to rapporter, som er udført for partnerskabet, hvori det også konkluderes, at der blandt danske virksomheder er store forventninger til vækst i Danmark:

167 aktører, der konkret er involveret i udvikling af Power-to-X i Danmark, forventer frem til 2025 en stigning i omsætningen på 28 % og en årlig vækst i medarbejderstaben på 39 %. Det svarer til, at de 736 medarbejdere, der i dag er beskæftiget med Power-to-X i Danmark, med udgangen af 2025 vil være vokset til 4.560 medarbejdere.

Større prioritering af forsknings- og udviklingsprojekter

– Der er en tro på, at en kraftig stigning i produktionen af grøn strøm kan åbne for et dansk erhvervseventyr inden for Power -to-X. Vi har dog brug for mere innovation, og derfor efterlyser vi en større prioritering af forsknings- og udviklingsprojekter, der har fokus på den del af teknologiudviklingen, der er tæt på markedet, siger David Tveit.

Analysen peger også på andre forhold, der skal på plads, før Power-to-X kan fungere i praksis i produktions- og distributionsanlæg:

– Der er blandt andet behov for testfaciliteter til udvikling og dokumentation, og så er der brug for teknologisk rådgivning om, hvordan teknologierne konkret kan implementeres optimalt i vores energisystem, således at anlæggene udnytter mest mulig vedvarende energi fra sol og vind, siger han.

Rapporten Power-to-X – et teknologiområde i vækst er en del af resultatkontrakten Energilagring og -konvertering finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Relateret indhold