Rubow arkitekter er lige nu i gang med flere større projekter i hele Jylland. Langt størstedelen af de jyske projekter er skabt sammen med Regnbuen Kontur Arkitekter. Det er et samarbejde, som fremadrettet formaliseres ved at byde virksomhedens medarbejdere ind i Rubow arkitekters organisation, skriver Rubow i en pressemeddelelse.
– Vi har gennem de seneste år vundet en del opgaver i Jylland, så det er en helt naturlig udvikling, at vi følger op på den tillid, vores bygherrer viser os ved at placere os fysisk i Aarhus, fortæller Lars Bo Lindblad, direktør i RUBOW arkitekter.
I forbindelse med fusionen indtræder Lars Lisby i Rubow arkitekters direktion og vil i det daglige have ansvaret for Aarhus-afdelingens 11 nuværende medarbejdere i Rubow arkitekter Aarhus.
– Vores samarbejde har efterhånden forløbet over en del år, så vi ved, at vores kultur, faglighed og fokusområder matcher hinanden rigtigt godt – derfor er vi glade for at blive en del af Rubow arkitekter, hvor vi sammen kan skabe nye muligheder for både nuværende og kommende bygherrer, udtaler Lars Lisby.
I pressemeddelelsen lyder det, at tegnestuerne har sat sit præg på den arkitektoniske dimension af velfærdssamfundet. Med fusionen ønsker de et bredere afsæt for kompetencerne primært indenfor fokusområderne almene boliger, undervisning, daginstitutioner, sundhed, pleje, kirkeligt byggeri samt landskab og byudvikling.