Nordhavn bliver ny adresse for Østre Landsret

By & Havn har solgt ca. 16.000 etagemeter byggeret på en grund på Trælastholmen til Bygningsstyrelsen.
Her forventes den kommende Østre Landsret at være klar i 2021.
Her forventes den kommende Østre Landsret at være klar i 2021.

Trælastholmen får en ny, markant offentlig institution i fremtiden, når Østre Landsret flytter sine aktiviteter til området i 2021.

Kvarteret udvikles vest for Sundmolen, Orientbassinet og Levantkaj og øst for Kalkbrænderihavnen. Østre Landsret får stor synlighed fra den gennemkørende vej i området, Sundkrogsgade.

– Jeg er tilfreds med, at aftalen er kommet i hus. Nu begynder vi for alvor at kunne se konturerne af Trælastholmen som et dynamisk kvarter primært med erhverv ved Metrostationen Orientkaj. Foruden Østre Landsret ved vi, at der bygges et Comwell hotel på Trælastholmen. Det er dejligt at konstatere, at kvarteret kommer godt fra start med en højprofileret institution som Østre Landsret, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Forskyder kanal

Indretningen af byggeriet afviger fra et sædvanligt erhvervsbyggeri, bl.a. på grund af krav til størrelsen af retssale, særlige krav til adgangsforhold m.v. Derfor har Bygningsstyrelsen, By & Havn og Københavns Kommune undersøgt, hvordan byggeriet kan gennemføres på grunden, og det har bl.a. været nødvendigt at gøre byggefeltet bredere end forudsat i den oprindelige lokalplan.

Løsningen har været at parallelforskyde den planlagte kanal øst for byggefeltet 10 meter, således at kanalen får den samme bredde, som det hele tiden har været meningen. Dette er aftalt med Københavns Kommune, og byggeriet til Østre Landsret på byggefeltet er dermed muliggjort. Kanalen etableres dog først, når Østre landsret-byggeriet står færdigt.

– Vi er meget tilfredse med, at samarbejdet med By & Havn og Københavns Kommune har muliggjort byggeriet, så Østre Landsret med det betingede grundkøb kan se frem til en ny bygning, der er den tredje statsmagt værdig, siger vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Lyndrup.

Foruden de 16.000 etagemeter etableres en kælder med 16 parkeringspladser.

Krav om DGNB

Bygningsstyrelsen har udbudt byggeriet som OPP-projekt (Offentligt-Privat Partnerskab).

– Vi tror på, at vi med OPP-projektet kan tilvejebringe en velfungerende bygning til Domstolsstyrelsen og Østre Landsret. OPP-leverandøren har et klart incitament til at sammentænke byggeri, drift og vedligehold i et langsigtet perspektiv, og vi har før set denne model lykkes, siger Signer Lyndrup.

By & Havn stiller krav til, at alle nye bygninger om at de bæredygtighedscertificeres efter DGNB standarden – ligesom selve kvarteret Trælastholmen allerede før igangsættelsen er præcertificeret som et bæredygtigt kvarter.

Relateret indhold