Bygningsstyrelsen har netop prækvalificeret tre entreprenører til at afgive tilbud ved et EU-udbud med forhandling om at opføre en ny politistation i Herning til Midt- og Vestjyllands Politi.
Bygningsstyrelsen forventer at vælge totalentreprenør inden maj 2018, og at den nye politistation kan være færdig i efteråret 2019.
Bygningsstyrelsen har modtaget 12 ansøgninger om at blive prækvalificeret, og har netop prækvalificeret entreprenørerne; Hansson og Knudsen A/S, Jørgen Friis Poulsen A/S og KPC A/S til nybyggeriet. Førstnævnte er hjemhørende i Odense, mens de to andre er på hjemmebane med base i Herning.
Den kommende politistation skal tilbyde attraktive og optimale lokaler til Midt- og Vestjyllands Politi. Den nye politistation forventes at blive cirka 1900 kvadratmeter. Det er eksklusiv kælder, parkering og øvrige udearealer.
Budgettet for byggeriet forventes at være cirka 57 millioner kroner.