Ikonisk teater moderniseres for 38 millioner kroner

Østre Gasværk skal moderniseres for 38 millioner kroner. Det nye teaterrum får blandt andet en fleksibel publikumsopbygning med mulighed for at tømme den runde gasbeholder fuldstændig.
Nu skal Østre Gasværk moderniseres for 38 millioner kroner.
Nu skal Østre Gasværk moderniseres for 38 millioner kroner.

Østre Gasværk er tegnet af Martin Nyrop, som også tegnede Københavns Rådhus. Gasbeholderen stod færdig i 1883, Østre Gasværks proportioner er inspireret af Pantheon i Rom – diameteren er således udregnet, så man har hele rummet i sit synsfelt, når man står med ryggen mod muren.

Østre Gasværk Teater har længe ønsket at modernisere scenerummet for at optimere de tekniske muligheder og for at kunne udnytte hele det spektakulære rum med en fleksibel publikumsopbygning, som kan tilpasses den enkelte forestilling eller helt ryddes.

Nu bliver ønskerne realiseret, efter fire års arbejde på at rejse 38 millioner kroner til moderniseringen.

Det fulde potentiale

– Østre Gasværks fulde potentiale bliver udfoldet som et helt åbent, prægtigt rum. Det har været længe undervejs, og jeg er simpelthen så stolt over, at vi med en sej, vedvarende indsats endelig er lykkes med det, siger Pia Jette Hansen, direktør på Østre Gasværk Teater.

Den runde bygning bliver fuldstændig ryddet indenfor. Den såkaldte rig, hvori der blandt andet hænger lamper og scenografi, forsvinder og bliver erstattet af en “edderkop”, der er en diskret rig, som bliver en integreret del af bygningens vægge. Bæreevnen af de fire tværgående rumgitre, som teatret bruger til ophængning af teknisk udstyr, såsom lyd, lys, scenografi samt diverse effekter løftes til at kunne bære 40 tons teaterudstyr.

Åben kuppel

Man vil kunne efter moderniseringen opleve det runde rum som én stor, åben kuppel, hvor man kan se gulvet, væggen og det hvælvede loft hele vejen rundt, og man vil kunne tilpasse publikumspodier til de enkelte forestillinger – som amfiscene, med publikum på alle sider eller en traditionel publikumsopbygning. Det giver ifølge teatret store, kunstneriske udfoldelsesmuligheder.

V2C står for rådgiverudbud og styring af tid, økonomi og kvalitet i projektet. V2C varetager desuden Client Construction, som indebærer projekteringsledelse, økonomistyring, tidsstyring, entreprenørgranskning, byggeledelse og AMK (P) og AMK (B). Byggeledelsen omfatter koordinering af levering samt montering af udstyr, styring af økonomi og projektets tidsmæssige forhold samt koordinering af arbejdsmiljø og sikkerhed.

Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Moderniseringen af Østre Gasværk begynder ved årsskiftet og skal være afsluttet sommeren 2018.

Relateret indhold