Som vi beskrev i går onsdag har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i de kommende fire år anlægsprojekter for fire milliarder kroner – heraf 43 udbud til i alt 440 millioner kroner alene i 2015. Over tres virksomheder var mødt op til stormødet onsdag om kommunens kommende udbud, så de kan forberede sig bedst muligt på at give tilbud på de mange opgaver.
Og de mange anlægsprojekter er en stor mundfuld selv for landets hovedstad, og derfor er Københavns Kommune og Danske Anlægsentreprenører enige om, at der skal fælles kræfter til.
– Hvis entreprenørerne i god tid får et godt kendskab til de kommende projekter, får de også bedre mulighed for at give attraktive tilbud og ikke mindst sikre, at de har medarbejdere med den nødvendige ekspertise til netop de opgaver, der sendes i udbud. Derfor er det naturligvis interessant, når Københavns Kommune fortæller, at det især er klimatilpasning, cyklerne og brovedligeholdelse, der skal fokuseres på i 2015, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.