Flere ‘Til salg’-skilte, men udbuddet er stadig historisk lavt

I forhold til sidste år har købere i dag mere end 10 % flere boliger at vælge imellem. Intet tyder dog på, at markedet er ved at gå i stå, lyder det fra Estate.
Foto: Estate.
Foto: Estate.

Der er kommet 10 % flere boliger til salg det seneste år, og det er især villaer og lejligheder, der er kommet flere til salg af.

Tal fra Finans Danmark, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret, viser dog også, at der er knap 600 færre sommerhus på markedet i forhold til rekordåret 2021.

– Efter et år som 2021, hvor der blev solgt over 100.000 boliger for første gang, må man forvente, at de følgende år bliver lidt mere adstadige, lyder det fra Estates presseansvarlige Thomas Hovgaard.

– Det kan ikke være anderledes, når så mange har skiftet bolig på så kort tid. Vi danskere bor i gennemsnit lidt over ti år i vores boliger, så det er kun naturligt, at boligudbuddet begynder at stige.

Godt gang i bolighandlerne

Han anser ikke en stigning i boligudbuddet på lidt over 10 % på tolv måneder som en voldsom stigning.

For alt andet lige, at er boligudbuddet stadig lavt, hvis man sammenligner med de sidste 6-7 år, hvor det har ligget en del højere:

– Går man derfor i overvejelser om at udbyde sin bolig til salg, behøver man ikke at frygte, at man sætter til salg i et marked, som er gået i stå, for det er det langt fra, siger Thomas Hovgaard og fortæller, at der stadig er godt gang i bolighandlerne på trods af stigende renter og inflation:

– Det er på ingen måde blevet tid til at mane dystre billeder. Økonomien for de segmenter, der handler bolig, er fortsat solid.

Relateret indhold