Boligboom i Kgs. Lyngby

Rejsegilde for Fortun Nord med 150 almene boliger ved DTU - et blandt flere boligprojekter undervejs i den københavnske forstad.
150 boliger i 3-7 etager skyder op ved DTU - blandt en række store boligprojekter med familie og især studieboliger i kommunen. Foto: KAB
150 boliger i 3-7 etager skyder op ved DTU - blandt en række store boligprojekter med familie og især studieboliger i kommunen. Foto: KAB

Fortun Nord

  • Lyngby Boligselskab nedriver hangarer for opførelse af boliger i Lyngby.
  • Projektet omfatter nedrivning af 2 boblehaller for opførelse af 100 ungdomsboliger på ca. 56 m2 hver, 20 familieboliger på op til 115 m2 hver samt 30 boliger til folk med lav betalingsevne ca. 49 m2 hver.
  • I bygningens stueetage indrettes café, fælleslokale, vaskeri og depotrum. Samlet bruttoareal er 10.510 m2, heraf 2.160 m2 fællesareal.
  • Byggeriet deles op i 5 byggefelter: Mod vest et byggefelt på 3 etager, dernæst 3-4 etager, 4-5 etager 5-6 etager og mod vest 7 etager.
  • Wissenberg varetager bygherrerådgivningen i samarbejde med Rørbæk og Møller.
  • Byggearbejdet udføres af GVL som totalentreprise.
  • Rubow varetager arkitektydelsen.
  • ÅF varetager ingeniørydelsen.
  • Kilde: Byggefakta

Nabokommunerne kan ikke, men Lyngby kan. Bygge nye lejligheder og endda tæt på midtbyen. Som seneste af et blandt flere nye boligprojekter, der i øjeblikket skyder op i den nordlige forstadskommune har Lyngby Boligselskab holdt rejsegilde for Fortunen Nord med 150 almene familie- og ungdomsboliger på Akademivej ved DTU.

– Det er næsten seks år siden, vi indgik samarbejde med Lyngby Taarbæk Kommune om at bygge ungdoms-og familieboliger på denne attraktive plads. Det har været spændende at følge byggeriet, og vi glæder os til indvielsen til næste sommer, sagde formanden Kaj Eliasen, skriver KAB, administrationsselskabet for boligselskabet, på sin hjemmeside.

Rejsegildet blev markeret med taler fra (fra højre): Lars Bendix Christensen (Wissenberg), Sofia Osmani (borgmester), Kaj Eliasen (Lyngby Boligselskab) og Jens Elmelund (KAB).
Rejsegildet blev markeret med taler fra (fra højre): Lars Bendix Christensen (Wissenberg), Sofia Osmani (borgmester), Kaj Eliasen (Lyngby Boligselskab) og Jens Elmelund (KAB).

Byens borgmester, Sofia Osmani, deltog og hæftede sig ved den unikke begivenhed:

– Det er ikke så ofte, vi har mulighed for at opføre nye almene boliger i kommunen, og vi har før haft projekter, vi har været nødt til at opgive undervejs, fordi vi simpelthen ikke kunne holde os indenfor rammebeløbet. Så jeg er rigtig glad for, at det denne her gang er lykkedes.

Formet som en bue

Boligbyggeriet på 3-7 etager har en helt karakteristisk udformning. Som en stor bue langs den kommende letbane, som starter ved DTU i Lyngby til Ishøj i syd.

Oprindeligt lå der to boblehaller på grunden, men den nye bebyggelse kommer til at rumme 20 familieboliger på op til 115 kvm, 100 ungdomsboliger på 56 kvm, samt 30 små boliger beregnet til lejere med lav betalingsevne på 49 m2 hver.

Visaulisering: Rubow.
Visaulisering: Rubow.

Netop den unikke udformning fik et par ord med på vejen af bygherrerådgiveren ved rejsegildet:

Med lyddæmpet glasfacade

– At bygge et hus i en bue er bestemt ikke uden udfordringer. Jeg tror, at håndværkerne og folkene fra GVL har kløet sig en ekstra gang i nakken, når betonelementerne skulle stilles op, og der skulle ledes efter mål og modullinjer, sagde Lars Bendix Christensen, adm. direktør i Wissenberg, ifølge KAB.

Visaulisering: Rubow.
Visaulisering: Rubow.

Boligerne kommer foruden naboskabet til Letbanen også til at ligge meget tæt på Helsingørmotorvejen. Derfor er huset er mod letbanen forsynet med glasinddækkede svalegange, der fungerer som støjskærme.

En løsning som også anvendes i et andet markant boligbyggeri i den anden ende af kommunen – der ligger helt op ad den firesporede Lyngby Omfartsvej, med lukket glasfacade og svalegange mod motorvejen og kig til Lyngby Sø på den anden side.

Flere unikke boligprojekter i Lyngby

Blandt de øvrige projekter undervejs er det kombinerede erhverv- og boligbyggeri som den lokale byggevarekæde Johannes Fog er undervejs med. Her bliver 55 studieboliger placeret øverst i det 15.400 etagemeter store multifunktionelle hus, som Fog bygger et par stenkast fra hovedgaden i Lyngby.

Huset er under opførelsen og bliver 6 etager højt, og indeholder, udover byggecenter, også et auditorium med plads til 300 personer, et produktionskøkken, caféområde, uddannelsesfaciliteter til lejeren Cphbusiness, 55 kollegieboliger samt både kontor- og butikslejemål.

Et andet helt unikt byggeprojekt undervejs i Lyngby er Lyngby Boldklubs specielle kombination af et nyt superliga-stadion som mikses med boliger og sundhedshus. Planen er at starte byggeriet i løbet af sommeren 2023.

Et tredje meget markant boligbyggeri, der har set dagens lys i Lyngby Kommune er det 41.000 kvm. store Base Camp Lyngby, som også ligger op til omfartsvejen.

Det stod klart i 2019 med 639 ungdomsboliger plus ca. andre boligtyper målrettet firmaer, seniorer og almindelig udlejning.

Relateret indhold