Et nyt vandværk skal bygges i Glostrup, og Glostrup Forsyning har nu udpeget vinderen af udbuddet.
Det er et konsortium bestående af entreprenøren Arkil og Envidan, med Sweco, PLH, 2Water og DI-Teknik som samarbejdspartnerne, der sammen skal sørge for rent og blødt vand til borgerne i kommunen.
Arkil skal stå for for bygningsentreprisen, Envidan for procesanlægsprojektering, Sweco for ingeniørydelser inde i bygningen, PLH Arkitekter for arkitektur og indretningsdesign, 2Water for procesanlægsudførelse og DI-Teknik for el-arbejde.
Aftalen bringer begejstring hos borgmester i Glostrup, Kaspar Damsgaard, der kalder det ”en vigtig investering i forsyningssikkerheden”
Arkil lander bedste resultat nogensinde: Godt rustet til både muligheder og usikkerheder
– Adgang til rent drikkevand er en af de mest grundlæggende samfundsopgaver, og derfor glæder det mig, at vi nu har fundet en stærk samarbejdspartner, som kan føre projektet sikkert videre, siger han.
60 % af taget skal desuden dækkes med solceller, og konstruktionen er udført i gennemprøvede betonelementer med lang levetid og lave vedligeholdelsesomkostninger, oplyser PLH.
Forventes færdig i 2029
Arbejdet med projektering og planlægning igangsættes nu, og byggeriet forventes påbegyndt i sommeren 2027.
Den hurtige igangsættelse ser de frem til i konsortiet.
Rambøll i vigtigt opkøb, der ”vil transformere vores globale vandforretning”
– Sammen med vores konsortiepartner Envidan og vores samarbejdspartnere Sweco, PLH, 2Water og DI-Teknik ser vi frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Glostrup Forsyning om at skabe en robust løsning, der kan levere rent drikkevand til kommende generationer, siger Lasse Rosenløv Søjberg, afdelingschef i Arkil.
Samme begejstring er der at spore i Glostrup Forsyning, som forventer et stærkt partnerskab gennem hele projektforløbet.
– Det vindende konsortium har præsenteret et stærkt tilbud, og vi ser frem til et åbent og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi sammen skaber et anlæg, der kommer Glostrups borgere til gavn, siger bestyrelsesformand hos Glostrup Forsyning Dan Kornbek Christiansen.
Borgere og virksomheder kan forvente at få drikkevand fra det nye vandværk i 2029.
