På årets Building Green CPH er prisen Det Bæredygtige Element netop blevet uddelt.
Vinderen af Ildsjæleprisen gik til Frederik Gade Lind fra Enemærke og Petersen, virksomheden A:gain løb med Løsningen, mens Den Grønne Ungdomsbevægelse og Lærlinge for Bæredygtighed vandt Samarbejdet for manifestet ”Bevaringsværdig Byggebranche”.
Prisen uddeles af We Build Denmark og Building Green, som under årets tema, Scaling for Enough, hylder personer, virksomheder og samarbejder, som viser, hvordan gode løsninger kan skaleres inden for planetens grænser.
Building Green trak fulde huse på dag 1
Og interessen har aldrig været større: 49 personer og virksomheder blev indstillet til prisen i år, og ni nominerede blev udvalgt af en fagjury.
Ildsjæl med opbakning
Prisen som Ildsjælen gik til Frederik Gade Lind, der på rekordtid har markeret sig som en stærk stemme for praksisnær innovation i byggeriet.

I Enemærke & Petersen har han stået i spidsen for udviklingen af biogene byggeelementer i samarbejde med forskere og håndværkere. Han har skabt bedre datastrømme, dokumenteret CO2-reduktioner og udviklet metoder, der gør det lettere at vælge grønnere materialer i praksis:
Debat om byggestop: ”Der er mennesker med andre behov end én selv”
– Prisen er en vigtig anerkendelse, som bekræfter mig i, at det forandringsarbejde, jeg laver, er værdsat. Men jeg kan kun gøre det, fordi dem, der er omkring mig, bakker op.
– Min chef Anders har altid sagt: ”Du kører bare med det, du mener er det rigtige, og hvis du kommer ud på et sidespor, skal jeg nok stoppe dig”. Det har givet mig friheden til at gøre, hvad jeg gør i dag. I virkeligheden kan alle gøre det, jeg gør, hvis bare de får de rigtige forudsætninger, siger bæredygtighedskonsulent Frederik Gade Lind, Enemærke & Petersen.
Forbi startup-stadiet
Vinderen af Løsningen er A:gain, som hyldes for deres arbejde med at gøre genbrug og upcycling til et realistisk valg for mainstream byggeri.

Virksomheden forvandler affald fra byggeriet til certificerede og dokumenterede byggematerialer som facader, gulve, akustikpaneler og indvendige glas-skillerumsvægge – alt sammen med samme kvalitet, garanti og tekniske standard som nye produkter.
Bjarke Ingels på Building Green: “En af udfordringerne er idéen om én universel løsning”
– Prisen er et vigtigt rygklap fra branchen, som anerkender, at vi er forbi startup-stadiet, og at man ser os som en permanent løsning i markedet. Forhåbentlig kan prisen give andre i byggebranchen inspiration og håb og mod på at fortsætte deres grønne indsatser inden for byggeriet.
– I en tid, hvor grønne tiltag i visse lande stagnerer eller går direkte baglæns, er det vigtigt, at vi i Danmark fortsat klør på, siger Christian Steen Wittrup, der er direktør for Marked og Eksterne Relationer i A:gain.
Manifest for en ny byggekultur
Den Grønne Ungdomsbevægelse og Lærlinge for Bæredygtighed vandt prisen Samarbejdet for ”Bevaringsværdig Byggebranche”, som er et manifest for en ny byggekultur i Danmark, der harmonerer med planetens grænser.

– At vinde årets samarbejde er en fed anerkendelse, fordi samarbejde på tværs af fagligheder er fundamentet for Bevaringsværdig Byggebranche. Vores manifest er skrevet af håndværkere og akademikere med hjælp fra en masse visionære mennesker i branchen, siger bygningssnedkerlærling Emmilie Joy Hansen.
Juryen består af:
Hanne Tine Ring Hansen, Søren Jensen Arkitekter
Lasse Lind, GXN
Lone Feifer, Velux
Niels Bjørn, Urban
Søren Wandahl, Aarhus Universitet
Tina Saaby Madsen, Dansk Byplanlaboratorium
