Ved indgangen til september er der færre huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg end for en måned siden.
Det viser nye udbudstal primo september fra Boligsiden.
Udbuddet af huse ligger 1 % lavere end måneden før, der er 2,3 % færre lejligheder til salg og 5 % færre sommerhuse på landsplan.

Går imod udvikling: Her bliver tomme kontorer revet væk
– Sommerferien er ikke den tid på året, hvor flest sætter boligen til salg, og derfor ser vi også ofte et fald i udbuddet på denne tid af året.
– Men når det er sagt, så har der været mange rigtig mange boligsalg i år, og når der bliver handlet så meget, som der gør lige nu, skal der mange nye boliger til salg for at holde udbuddet oppe, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden og tilføjer:
– Der er dog stadig langt flere boliger til salg end i coronaårene, hvor markedet for alvor blev støvsuget, så som køber har man stadig gode muligheder for at finde sit nye hjem.
Flere valgmuligheder
Udbuddet af alle boligtyper er faldet i alle regioner den seneste måned med en enkelt undtagelse.
Der er kommet lidt flere huse til salg i Region Hovedstaden – beskedne 0,2 % end måneden før.
– Man skal ikke hænge sig i selve antallet, men i tendensen. Bare det at udbuddet ikke falder yderligere, er positivt for køberne, der får flere valgmuligheder, når de ser efter hus, siger Birgit Daetz.

”Bemærkelsesværdigt”: Luksusgode slår ny rekord
Udbuddet af huse er faldet mest i Region Sjælland med 1,8 % siden sidste måned og med over 15 % det seneste år.
– Udbuddet af huse er faldet mere i Region Sjælland end i Region Hovedstaden det seneste år, og forklaringen finder vi i de mange handler. Region Sjælland har haft en imponerende omsætning af huse i år, og det tærer selvfølgelig på udbuddet, siger Birgit Daetz.
Kan ikke følge med efterspørgslen
Er man på jagt efter en ejerlejlighed, vil man også opleve, at der er længere mellem til salg-skiltene.
Udbuddet af lejligheder til salg lå ved indgangen af september 2,3 % lavere end i måneden før, og hele 19,4 % lavere end på samme tid sidste år.

Nye tal: Laveste antal ejerlejligheder til salg i København i 12 år
– Når det kommer til ejerlejlighederne, kan udbuddet ikke følge med efterspørgslen. Der er stor rift om lejlighederne, og det afspejler sig også i priserne, der har været støt stigende. Det gælder især i Københavns Kommune, hvor det rekordlave udbud af lejligheder, som blev nået i sidste måned, er fastholdt her ved indgangen til september, siger Birgit Daetz.
Det er aktuelt 1.165 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune, hvilket er samme niveau som primo august og det laveste i Boligsidens statistik.