Høje byggeomkostninger udfordrer, men Olav de Linde holder fast

Hos ejendomsselskabet er CEO Esben Kjeldsen tilfreds med årets resultat, men er også opmærksom på, at man bygger relativt dyrt lige nu.
Esben Kjeldsen.
CEO i Ejendomsselskabet Olav de Linde, Esben Kjeldsen.

Ejendomsselskabet Olav de Linde har offentliggjort sin årsrapport for 2024, og den viser bl.a. at:

årets nettoomsætning udgør 565,6 mio. kroner mod 534,2 mio. kroner i 2023; årets driftsresultat før skat, værdireguleringer på ejendomme og realiserede kursgevinster på renteswap-aftaler udgør 181,1 mio. kroner mod 185,6 mio. kroner i 2023; samlet værdi af investeringsejendomme udgør 10.938,4 mio. kroner mod 10.483,9 mio. kroner i 2023; og egenkapitalen pr. 31. december 2024 udgør 5.167,3 mio. kroner svarende til en soliditetsgrad på 45,4 %.

Læs også

ACT Architects henter brancheprofil: “Brandet får en endnu mere central rolle” 

– I Ejendomsselskabet Olav de Linde er vi tilfredse med årets resultat, der igen lander stærkt og stabilt og i tråd med forventningerne, siger CEO Esben Kjeldsen.

– Vi glæder os over, at vi fortsat oplever en god stabilitet blandt vores kunder, hvilket giver et højt og tilfredsstillende udlejningsniveau og meget lav tomgang. Det gælder såvel på erhvervs- som på boligmarkedet. Det vidner også om loyale og langvarige relationer med vores kunder og øvrige interessenter.

– Vi bygger relativt dyrt lige nu

Ifølge rapporten udgør de samlede værdireguleringer af investeringsejendomme for 2024 et negativt beløb på -26,4 mio. kroner.

Beløbet dækker dels over positive reguleringer på ejendomme i drift grundet årlige ordinære lejeindekseringer samt istandsættelser, der efterfølgende har løftet lejeniveauerne. Dertil kommer også nedskrivninger på større udviklingsprojekter som følge af øgede byggeomkostninger.

Der er ikke erhvervet nye ejendomme i 2024, og investeringer er ud over de store projekter foretaget gennem udvikling af de eksisterende ejendomme i selskabets portefølje, oplyses det.

Læs også

Et år efter dansk opkøb: Her forventer varmepumpe-producent øget vækst

– Med de høje byggeomkostninger, som fortsat ses i markedet, så er vi opmærksomme på, at vi bygger relativt dyrt lige nu. Kernen i vores forretning er dog, at vi beholder de ejendomme, som vi køber og bygger. Derfor vælger vi altid materialer i god, solid kvalitet, fordi det giver det bedste slutprodukt for vores kunder og dermed også for os. Vi tror på, at det over tid vil vise sig at være en god beslutning, siger Esben Kjeldsen.

Resultat for året på 175-200 millioner

På trods af den fortsatte usikkerhed ift. de aktuelle geopolitiske forhold og de fortsat relativt høje renteniveauer, ser Ejendomsselskabet Olav de Linde lyst på fremtiden:

– Vi vælger at fastholde vores forventninger til årets resultat før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme på samme niveau som for 2024, så vi også for indeværende år regner med resultat for året på 175-200 mio. kroner, siger direktøren og tilføjer:

– Vores forventninger baseres på, at vi i 2025 næppe øger den indtægtsgivende del af porteføljen nævneværdigt, men stadig udvikler på projekter og udvalgte ejendomme. Vi er privilegerede ved, at vi i et tilpas stort omfang selv er herre over vores kommende byggeprojekter, da vi har en god pipeline en række år frem.

Relateret indhold