Første spadestik er taget, og nu kan det lokale entreprenørfirma C.C. Contractor sætte gang i arbejdet med det ca. 195 mio. kr. dyre plejecenter i Snejbjerg for Herning Kommune.
Arkitekt på det nye plejecenter er Quattro Arkitekter, mens Reeholm & Bredahl har stået for både total- og ingeniørrådgivningen.

I Herning river de skolen ned. Ny skole til 231 mio. kr. på vej
De i alt 80 boliger fordelt på 5 boenheder får facader i en rødlig rustik stenfarve. Facaden opbrydes i forskellige udtryk for at skabe en variation i helhedsindtrykket. I samspil med materialer og facadeudtrykket signaleres der boliger fremfor institution.
Gangforløbene mellem afdelingerne og servicebygningen udføres som en søjlekolonnade, der giver mulighed for at lukke eller åbne op mellem søjlerne med glas eller et lukket element som beklædes med en varmebehandlet fyr.
Glaspartierne lukker dagslyset ind fra begge sider og lyser gangene op i dagtimerne. Samtidig skabes der nærhed til den omkringliggende natur.

Ud over boligafdelingerne opføres en servicebygning med fællesfaciliteter som produktionskøkken, multirum, administration, frisør, tandlæge mv. I alt bliver plejecenteret på ca. 8.050 m2.
Borgmester Dorte West har tidligere udtalt:

Loop sætter retningen: EuroSkills i Herning bliver mere bæredygtigt
– Det er et stort byggeri, som bliver ramme om mange ældre borgeres hverdag de næste mange, mange år, så det har været vigtigt for os at tænke os godt om og arbejde projektet grundigt igennem.
Havde det skarpeste projekt
C.C. Contractor, der vandt hovedentreprisen i kamp med fire andre prækvalificerede tilbudsgivere, har stor erfaring med plejecenterbyggerier. Entreprenørselskabet står bl.a. bag Huset Nyvang i Randers, der i 2017 blev kåret som Årets sundhedsbyggeri. Dertil har entreprenøren dette forår afsluttet byggeriet af to plejecentre på Sjælland.

Herning Kommune og C.C. Contractor har i forvejen et godt samarbejde omkring opførelsen af den nye Herningsholmskolen. Begge parter ser derfor frem til at fortsætte samarbejdet omkring opførelsen af det nye plejecenter i Snejbjerg.
– Det her er jo en lokal opgave, så det er klart, vi er rigtig glade for, at vi havde det skarpeste projekt. Vi har også en række lokale håndværkere med til at hjælpe os med opgaven, siger Jørn From, direktør ved C.C. Contractor.

Potentialet for plejehjem er stort: Nrep går ind i svensk milliardforetagende
Det nye plejecenter forventes at stå færdigt i slutningen af 2026. Ud over de 80 boliger, der nu opføres, er der option på yderligere 16 boliger.