Den svenske ejendomsudvikler Sehlhall Fastigheter har allerede godt gang i opførelsen af byggerier til den svenske plejesektor. Nu indtræder den danske ejendomsudvikler og kapitalforvalter Nrep i et strategisk partnerskab med den svenske virksomhed.
Ambitionen er at blive markedsførende inden for udvikling af plejehjem i Sverige, som i de kommende år er et område med en markant voksende efterspørgsel.
Målet for det nye strategiske samarbejde er mindst 40 nye plejehjem i Sverige og en portefølje til en værdi af cirka 5 mia. kr. Og Sehlhall er allerede godt i gang med at bygge til sektoren, der er præget af et hastigt voksende antal ældre.

Nrep bygger friplejehjem på stribe – to mere på vej
Ifølge Sveriges Statistik vil der i 2030 være over 810.000 mennesker, som er 80 år eller ældre, hvilket vil udgøre omkring 7,4 % af befolkningen. I dag udgør denne aldersgruppe omkring 5 % af befolkningen.
Ifølge Hubexos (tidl. Byggefakta) SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Norden har Sehlhall Fastigheter allerede en lang række plejeboliger, plejehjem, omsorgsboliger, botilbud mv. på vej i Sverige i de kommende år.
Alene i 2025 er der byggestart på seks projekter til samlet, anslået 308,6 mio. danske. kr. i denne kategori. I 2026 ligger der fem projekter til anslået 566 mio. kr. (hvoraf der endnu ikke er budget på ét projekt). I 2030 ligger foreløbigt et enkelt projekt i Eskilstuna til 49 mio. kr.
Kan skalere driften
Som en del af det spritnye partnerskab bliver Nrep over tid majoritetsejer af Sehlhall, mens partnerskabet og kapitaltilførslen gør Sehlhall i stand til at skalere driften og udbygge en portefølje af ejendomme til langsigtet forvaltning.

Markant mangel på plejeboliger – også fremtiden ser dyster ud
Dermed markerer investeringen en ny fase for Sehlhall, der går fra en udviklingsfokuseret virksomhed til en langsigtet ejer.
Samtidig vil Nreps erfaring med at udvikle, eje og administrere social infrastruktur på tværs af Norden komplementere Sehlhalls position som en førende aktør inden for sektoren.
CEO i Nrep, Rune Kock, udtaler:

– Investeringen i Sehlhall er starten på et både langsigtet og aktivt partnerskab. Der vil i årene fremover opstå en stigende efterspørgsel på velfærdsløsninger og udbygning af plejesektoren, og vi er med dette partnerskab godt positionerede til at bruge vores erfaring og ekspertise til at gøre en forskel. Vi har fulgt Sehlhall tæt gennem årene og har også arbejdet tæt sammen med virksomheden tidligere med stor succes. De har etableret sig som en absolut markedsleder inden for bæredygtige plejefaciliteter, og sammen vil vi nu løfte virksomheden til nye højder ved at opbygge en større og mere langsigtet portefølje.
’Den ideelle investeringspartner’
Sehlhall har dyb ekspertise i udviklingen af plejehjem. Selskabet er stærkt positioneret til yderligere ekspansion, forfølger aktivt nye muligheder og vækstinitiativer og har en stærk pipeline af projekter.

Nrep får 27 mia. kr. til at skabe bedre og mere bæredygtige byer
Adm. direktør og grundlægger af Sehlhall, Dan T. Sehlberg, kalder Nrep ’den ideelle investeringspartner’:
– Denne kapitaltilførsel gør os i stand til at fortsætte med at udvide vores eksisterende portefølje med yderligere ejendomme og udvide vores kapacitet på lang sigt. Vi er stolte over at øge vores bidrag til at imødekomme de fremtidige udfordringer i Sveriges demografi. Det er både vigtigt og inspirerende.
Bestyrelsesformand er tidligere minister
For at understøtte virksomhedens fortsatte vækst og langsigtede mål, vil Sehlhalls bestyrelse blive styrket med repræsentanter fra Nreps moderselskab Urban Partners. Bestyrelsen ledes i dag af den tidligere svenske finansminister Anders Borg, der er medejer af virksomheden.

Lokal entreprenør vinder opførelse af nyt plejecenter
Ud over Anders Borg ejes Sehlhall af grundlæggerne Dan T. Sehlberg og Petter Hallenberg sammen med Stena Fastigheter, Carl-Henric Svanberg, Ulf Adelsohn, Thord Wilkne og Johan Andersson.
60 plejehjem i Norden
Nrep træder ind i samarbejdet med investeringserfaringer fra plejehjemsektoren på tværs af Norden. Her administrerer ejendomsudvikleren allerede platformen Altura med omkring 60 plejehjem.

Altura-platformen vil fortsat fungere som en separat enhed med en målsætning om gennem opkøb at udvide porteføljen af faciliteter indenfor ældrepleje. Det sker uafhængigt af Sehlhall-investeringer. Dermed har Nrep nu to platforme til at udvikle langsigtede løsninger til plejesektoren i hele Norden.
Nreps investering i Sehlhall sker gennem NSF V-Fonden.