Rådgiverteam skal fremtidssikre Københavns Hovedbanegård

Med Artelia og Gottlieb Paludan Architects i spidsen rustes den over 100 år gamle bygning til stigende passagertal – og bibeholder samtidig sin funktion indenfor de historiske rammer.
Visualisering af fremtidssikret Københavns Hovedbanegård.
Moderniseringen af Københavns Hovedbanegård er et vigtigt skridt i at styrke og fremtidssikre infrastrukturen i byens centrum, hvilket vil skabe betydelige forbedringer for både rejsende og det omkringliggende byområde. Visualisering: Gottlieb Paludan Architects.

Københavns Hovedbanegård skal moderniseres og fremtidssikres, og det skal et team af rådgivere med Artelia og Gottlieb Paludan Architects i spidsen stå for.

Projektet skal skabe større tryghed og bedre fremkommelighed for de rejsende og derfor transformeres stationshallen, så den bliver mere overskuelig og den historiske arkitektur mere synlig.

Transformationen omfatter bl.a. en gentænkning af stationshallens detailhandelsområde, som fornyes for at forbedre rejseoplevelse, passagerflow og tilgængelighed.

Læs også

Minister vil forny Fingerplanen – Arkitektforeningen kan næsten ikke få armene ned

Hallen opdeles i henhold til de to eksisterende rumligheder, hvor den ene disponeres som forretningsområder, mens den anden del, tættest på nedgangene til perronerne, alene anvendes til funktioner, som knytter sig til rejsen – elevatorer, information, venteareal og ikke mindst de mange rejsende.

Efter planen vil dette – sammen med en reorganisering af elevatorer og skiltning – skabe større åbenhed i hallen og bedre plads til passagerstrømmene til og fra perronerne.

– Moderniseringen af Københavns Hovedbanegård vil betyde, at rejsende kommer til at møde en meget mere åben og overskuelig rejsehal, hvor de har nemmere ved at orientere sig, hvis du skal købe billetter og finde information, siger direktør i DSB Ejendomme, Lars Gøtke.

Projektet er det seneste af en række af projekter, som Artelia og Gottlieb Paludan Architects har gennemført på hovedbanegården, senest etablering af ny belysning i forhallen og genopførelse af den historiske trappe mod Reventlowsgade. Visualisering: Gottlieb Paludan Architects.

Han tilføjer:

– Det vil også bidrage til en mere attraktiv bydel og sammenhæng mellem hovedbanegården og Vesterbro. Vi ser frem til at moderniseringen går i gang, og at det gennemføres med mindst mulige gener for vores kunder.

Funktionel i sin historiske sjæl

Den arkitektoniske idé tager afsæt i stationshallens proportioner og taktfaste modulering, fortæller Tine Kjærulff Bay, der er kreativ direktør hos Gottlieb Paludan Architects.

Udformningen af de to nye forretningspavilloner er inspireret af de oprindelige kiosker og andet inventar, som var udført i bejdset fyrretræ. De nye pavilloner udføres således også i træ med en markering af hallens modul på 6,4 m i pavillonernes facade og disponering.

Læs også

Knap en tredjedel af boligerne i Enghave Brygge Syd bliver almene

Højden på pavillonerne underordner sig de markante granitsøjler i hallens midte. Således skabes en kontrast mellem hallens storhed og hallens inventar i en mere menneskelig skala.

Dette underbygges af recesser, fremspring og bearbejdninger i facaden, også med inspiration fra det oprindelige inventar.

– Vi ser det som en særdeles spændende og meningsfuld opgave at modernisere en så ikonisk og fredet bygning som Københavns Hovedbanegård. Sammen med resten af teamet stræber vi efter at skabe en station, der både fungerer optimalt for de mange daglige rejsende og samtidigt bevarer sin historiske sjæl og skønhed, siger Tine Kjærulff Bay.

Københavns Hovedbanegård er fredet, hvilket stiller særlige krav til de arkitektoniske løsninger. Projektet bliver derfor udviklet i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen for at sikre bevarelse af de historiske og kulturelle værdier, samtidig med at der skabes en moderne og funktionel station.

– Det er komplekst at ombygge en banegård, der er i drift og har over 100.000 passagerer igennem hver dag, fortæller rådgiverteamets projektleder, Mads Beltov Carlsen fra Artelia, der har rollen som projektets totalrådgiver.

Læs også

Rådgiver fundet til renovering af 280 lejemål i Brøndby Strand

Han uddyber:

– For at sikre en effektiv byggeproces, der optager mindst mulig plads, skal udførslen konstant tænkes ind i projektet ned til mindste til detalje. Vi skal samtidig finde løsninger, der respekterer fredningsværdier og Hovedbanegårdens kulturarv.

Design- og projekteringsarbejdet er i gang, og byggearbejderne forventes igangsat i løbet af 2026.

Drachmann Arkitekter og Afry fuldender rådgiverteamet.

Relateret indhold