Visionær topchef for byggerigigant er gået bort

Den adm. direktør for Strabag SE (Societas Europaea), Klemens Haselsteiner, er gået bort i en alder af blot 44 år. Han inspirerede branchen som en visionær og hands-on leder, men frem for alt som menneske, skriver selskabet.
Klemens Haselsteiner. Foto: Strabag.

Den adm. direktør for Strabag SE (Societas Europaea), Klemens Haselsteiner, er gået bort i en alder af blot 44 år. Det meddeler den østrigske entreprenørkoncern:

– Det er med dyb sorg, at vi må meddele, at vores adm. direktør, Klemens Haselsteiner pludseligt og uventet gik bort fredag den 17. januar 2025. Vores tanker og medfølelse går til hans familie og pårørende.

Strabag-koncernen, der ejer den danske entreprenørvirksomhed Züblin, indleder med Klemens Haselsteiners egne ord:

“Vi kan ikke forudsige fremtiden, men vi kan forme den”.

Gennemgribende transformation

Klemens Haselsteiner kom til virksomheden i 2011, blev adm. direktør for Strabag SE i 2023 og udgjorde en afgørende rolle i at transformere virksomheden til en af Europas førende byggerikoncerner, lyder det fra selskabet:

– Klemens’ skarpe sans for at forudse fremtidige tendenser var en vigtig faktor, der bidrog til Strabags strategiske omlægning. Med ’Work On Progress’ indledte han en af de mest gennemgribende transformationsprocesser i virksomhedens historie, hvilket lagde grunden til mere bæredygtighed, innovation og robusthed hos Strabag. Hans fremstød for digitaliseringen af byggebranchen og for økologisk transformation har haft en indflydelse, der rækker langt ud over virksomheden.

En klar vision for fremtiden

Sidste år præsenterede Strabag-koncernen en rekordomsætning på 142,6 mia. kroner.

– Klemens Haselsteiner ville ikke blot ændre på tingene. Han ændrede faktisk tingene. Han satte sit præg på virksomheden. Han inspirerede branchen som en visionær, et kreativt sind, en hands-on leder, men frem for alt som menneske.

– Strabag er i en stærk økonomisk og strukturel position i dag som i går. Vi har en klar vision for fremtiden. Og vi er Klemens Haselsteiner evigt taknemmelige for at have gjort dette muligt. Vi vil fortsætte med at følge den kurs, han har udstukket sammen med alle 86.000 af vores kolleger verden over, og som vi tror, ​​han ville have ønsket, skriver selskabet.

Relateret indhold