Bygherren bag Femern Bælt-forbindelsen, Femern A/S, har stillet krav til entreprenørkonsortierne om, at der skal uddannes minimum 500 lærlingeårsværk i løbet af byggeperioden på danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt.
Entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC, der skal uddanne 470 af lærlingeårsværkene, er nu i mål med en tredjedel af målsætningen, 162 lærlingeårsværk inden for 18 meget forskellige uddannelser.
Læs også: Godt 34.000 timer: Flere lærlinge på Femern end forventet
Et lærlingeårsværk svarer til 1924 timer.
– Det er en milepæl, vi er stolte over at have nået. I øjeblikket har vi ca. 100 fuldtidslærlinge ansat, fortæller Charlotte Lie Steen, ansvarlig for lærlingeindsatsen hos FLC, og er overbevist om at komme i mål.
Et stort ansvar
De resterende 30 lærlingeårsværk fordeler sig hos Fehmarn Belt Contractors, FBC, og Femern Systems Contractors, FSC. FBC har præsteret bedre end det aftalte og har i alt uddannet 17,6 lærlingeårsværk.
– Byggebranchen har et stort ansvar for at bidrage til at uddanne fremtidens kvalificerede arbejdskraft, og det ansvar tager vi som bygherre seriøst, siger Emilie Juel-Helwig, direktør for bæredygtighed.
Læs også: Bliv TunnelTalent: Femern åbner byggepladsen for skoleelever
– Derfor er det en stor glæde, at FLC er godt på vej med at opfylde deres forpligtelse til at uddanne 470 lærlingeårsværk i byggeperioden.
Femern Bælt-forbindelsen forventes at åbne i 2029.