MT Højgaard Holding opjusterer – forventer bedste resultat siden 2019

Entreprenørkoncernen øger effektiviteten, og derfor opjusteres forventningerne nu til årets omsætning og indtjening.
MT Højgaard-logo bag et gitter.
Det er særligt forretningsenheden MT Højgaard Danmark, der driver fremgangen.

MT Højgaard Holding opjusterer forventningerne til 2024.

Ifølge selskabet skyldes det en positiv udvikling i oktober og udsigt til bedre end ventede driftsresultater i 4. kvartal kombineret med høj aktivitet og solide driftsresultater i 3. kvartal.

Det er særligt forretningsenheden MT Højgaard Danmark, der driver fremgangen med høj kapacitetsudnyttelse, optimering af projektforløb og bedre marginer, oplyses det.

Læs også

Den danske forretning driver væksten i MT Højgaard Holding

Opjusteringen betyder, at omsætningen nu ventes at blive i niveauet 10,5 mia. kroner (tidligere forventning: 10-10,5 mia. kroner) og dermed omkring 7 % højere end i 2023.

Driftsresultatet (EBIT) ventes at blive 440-460 mio. kroner (tidligere forventning: 400-425 mio. kroner) svarende til en forbedring på 13-18 % ift. 2023.

Foreløbige regnskabstal viser, at koncernen i 3. kvartal fik en omsætning på 2,6 mia. kroner (2023: 2,4 mia. kroner) og et driftsresultat (EBIT) på 126 mio. kroner (2023: 122 mio. kroner) svarende til en overskudsgrad på 4,9 % (2023: 5,0 %).

– Vi fastholder momentum og øger effektiviteten, siger CEO Rasmus Untidt.

Læs også

Resultatorienterede Rasmus Untidt er ny CEO i MT Højgaard Holding

– Derfor kan vi opjustere og tage endnu et skridt på vej mod at forbedre indtjeningen i de fortsættende aktiviteter for sjette år i træk og levere det bedste resultat, siden koncernen fik sin nuværende struktur i 2019, lyder det fra den nye direktør.

Relateret indhold