Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen har rykket 38-årige Morten Enkebølle Christensen fra en stilling som direktør for forretningsområdet for strategiske partnerskaber til stillingen som COO – side om side med COO Lars Jess Hansen.
Morten Enkebølle Christensen har en MBA fra Middlesex University, en diplomuddannelse i ledelse og er dertil uddannet el-installatør. Han kom til Enemærke & Petersen i 2021. Før det var han 10 år i Hoffmann som bl.a. afdelingschef og projektchef.
Fra sine tre år i Enemærke & Petersen har han solid erfaring som direktør for forretningsområdet strategiske partnerskaber, hvor han har stået i spidsen for partnerskaber med bl.a. Københavns Kommune, KAB samt det nyvundne partnerskab med Hørsholm Kommune.
Han træder ind i ledelsen til CEO Troels Aggersbo, førnævnte COO Lars Jess Hansen, direktør for strategi, PR og forretningsudvikling, Peder Johansen, HR-direktør Margit Marell og CFO René Høck. Her forventer han at få god gavn af sin erfaring med strategiske partnerskaber.
– I den næste årrække kommer byggeriet til at arbejde endnu mere med udviklingen af arbejdsfællesskaber. At tænke den gruppe af interessenter, der er en del af byggeprojekt eller et partnerskab, som et arbejdsfællesskab. Og at arbejde meget bevidst med den store kompleksitet, der ligger heri. Jeg kommer med den praktiske erfaring med arbejdsfællesskaber og en forretningsforståelse, der er anderledes end den gængse i byggebranchen, fortæller Morten Enkebølle Christensen
Tæt på kunderne
Hos adm. direktør Troels Aggersbo er entreprenørvirksomhedens nye COO del af en ny og anderledes tænkende generation i byggeriet:
– Der er en helt anden kompleksitet i byggeriet i dag end for bare 6-7 år siden. Derfor er vi i øverste ledelse naturligvis hele tiden nysgerrige på, hvordan vi matcher de udfordringer og krav, som fremtidens byggeri stiller. Morten er meget tæt på vores kunder og har et sjældent blik for deres oplevelse i hele byggeprocessen – og har et meget udviklingsorienteret mindset på, hvordan vi skal samarbejde i byggeriet i fremtiden.