Køber orgelbyggers historisk industrianlæg for at bevare det

Orgelvirksomheden Marcussen & Søn bor stadig i den gård midt i Aabenraa, som virksomheden flyttede til i 1830. Realdania By & Byg har nu købt gården, der står foran en større restaurering.
I næsten 200 år har Marcussens Gård dannet ramme om Danmarks ældste orgelbyggeri, som stadig er i aktiv drift. Foto: Realdania By & Byg.
I næsten 200 år har Marcussens Gård dannet ramme om Danmarks ældste orgelbyggeri, som stadig er i aktiv drift. Foto: Realdania By & Byg.

Marcussens Gård

  • – I 1830 flyttede orgelvirksomheden Marcussen & Søn A/S til en stor gård opført i barokstil midt i Aabenraas bymidte.
  • – Virksomheden opførte en ny værkstedsbygning til den knopskudte 1700-tals-gård, der allerede bestod af et forhus og tre sidehuse omkring et pigstensbelagt gårdrum.
  • – Her indrettede virksomheden sig med kontor, bolig, personalerum og orgelværksted.
  • – Marcussens Gård består af et sammenhængende bygningskompleks, der ligger omkring et stort, pigstensbelagt gårdrum.
  • – Forhuset fra år 1723 med portåbning ud mod Storegade er sammenbygget med første sidehus fra 1740, således at de sammen udgør en vinkelbygning.
  • – Herefter følger det smallere andet sidehus fra 1744 og det igen endnu smallere tredje sidehus fra 1760, som er sammenbygget med tværbygningen fra 1859, der spænder over hele grundens bredde.
  • – Alle bygninger er fredet tillige med den pigstensbelagte gårdsplads.

Realdania By & Byg ønsker at sikre og bevare det fredede industrianlæg Marcussens Gård midt i Aabenraa, hvor Danmarks ældste orgelbyggeri Marcussen & Søn har boet siden 1830. De ældste og fredede bygningsdele i det historiske og velbevarede industrianlæg stammer fra begyndelsen af 1700-tallet.

Ejendommen repræsenterer unik kulturarv, hvor flere fortællinger fletter sig sammen – ikke mindst fortællingen om industrialiseringen i Danmark i 1800-tallet, hvor mange industrier etablerede sig i bykernerne i landets købstæder. Derfor har Realdania By & Byg nu købt hele ejendommen, så den kan blive bevaret som det fint sammenhængende industrianlæg, det er.

I dag er de fleste af disse industrianlæg forsvundet, men i Aabenraa er orgelbyggervirksomheden forblevet i bykernen og har her skabt et historisk bymiljø, hvor selve anvendelsen er uforandret:

Orgelbyggervirksomheden og dens ejere og medarbejdere fortsætter med både produktion og bolig i de historiske bygninger.

– I sin helhed udgør ejendommen en smuk og harmonisk komposition med ensartede materialer og farver og med en blanding af små og mellemstore bygninger, der lukker sig omkring det pigstensbelagte gårdrum. Også de senere, bagvedliggende fabrikstilbygninger, hvoraf flere er fra 1800-tallet, har kvaliteter, som kobler sig fint på ejendommens ældre bygningsdele, siger Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld, der ser frem til sammen med orgelbyggeriet at sikre en fortsat anvendelse og udvikling af de historiske bygninger.

Som en del af erhvervelsen og bevaringen af ejendommen igangsætter Realdania By & Byg i første omgang en grundlæggende registrering af de fine eksteriører og interiører, som især findes i ejendommens forhus, og på baggrund heraf igangsættes en restaurering.

Det er primært forhusets indvendige materialer og bygningsdetaljer, som skal restaureres, herunder ølandsfliser, pudsede vægge og lofter, stukkatur, fyldingsdøre, gerichter, brystningspaneler, kaminer, synlige bjælkelag og loftsbrædder, der på første sal er bemalet med felter og blomstermotiver. Foto: Realdania By & Byg
Det er primært forhusets indvendige materialer og bygningsdetaljer, som skal restaureres, herunder ølandsfliser, pudsede vægge og lofter, stukkatur, fyldingsdøre, gerichter, brystningspaneler, kaminer, synlige bjælkelag og loftsbrædder, der på første sal er bemalet med felter og blomstermotiver. Foto: Realdania By & Byg

Livscyklusanalyse (LCA) og energioptimering

I forbindelse med restaureringen udarbejdes en LCA-rapport, der skal være med til at kvalificere og understøtte de beslutninger, der træffes i forbindelse med restaureringsindsatserne.

I sammenhæng med en respektfuld restaurering og nyindretning af det fredede forhus er det primære mål at øge komforten via et godt indeklima og nedbringe CO2-aftrykket i det fremtidige energiforbrug.

Det skal bl.a. klarlægges, hvilke muligheder der er for at energioptimere bygningens vinduer samt tætne bygningen generelt.

Den sønderjyske orgelvirksomhed har gennem mere end 200 år fremstillet flere end 1.100 orgler - mange af dem i Marcussens Gård i Aabenraa, hvor bygningerne er nøje indrettet til orgelproduktion og -restaurering. Foto: Realdania By & Byg
Den sønderjyske orgelvirksomhed har gennem mere end 200 år fremstillet flere end 1.100 orgler – mange af dem i Marcussens Gård i Aabenraa, hvor bygningerne er nøje indrettet til orgelproduktion og -restaurering. Foto: Realdania By & Byg

Tager vare på ejendommens sjæl

Det sønderjyske orgelbyggeri blev grundlagt i 1806 af orgelbygger Jürgen Marcussen på en lille landejendom i Sønderjylland. I 1830 flyttede virksomheden til Aabenraa i de nuværende bygninger, som sidenhen er blevet ombygget og udbygget ad flere omgange, men stadig med ejendommens autenticitet og sjæl bevaret.

Med Realdania By & Bygs overtagelse vil ejendommens fine arkitektoniske kvaliteter blive restaureret og genskabt, og det glæder orgelvirksomhedens direktør, Claudia Zachariassen, som er syvende generation af orgelbygger-familien Marcussen-Zachariassen.

– Orgelbyggeriet er gennem tiden nærmest vokset sammen med bygningerne. I næsten 200 år har virksomheden haft til huse i disse bygninger, og hver en etage og hvert et rum er indrettet med henblik på den proces, som sættes i gang, når der skal restaureres eller skabes et orgel. Samtidig er der i de enkelte bygninger bevaret et væld af arkitektoniske og håndværksmæssige detaljer, som vi har værnet om. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu kan vide os sikre på, at der fremover bliver restaureret og passet godt på det hele, siger Claudia Zachariassen.

Realdania By & Byg overtager Marcussens Gård den 1. januar 2023, hvor den vil indgå i en samling med godt 60 historiske ejendomme, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. Heriblandt er de tidligere støberihaller i Præstø, som Realdania By & Byg købte i 2020 for at restaurere til ny anvendelse som fællesskabshus.

Relateret indhold