Energirenoveringer udebliver – trods frygt for høje energipriser

Undersøgelser viser, at et flertal af danskerne ønsker mere energieffektive hjem. Men kun 5 % har foretaget klimarenoveringer det seneste år.
Selvom vinteren er over danskerne, bliver renoveringer, der kan mindske energiforbruget, nedprioriteret. Genrefoto: Gettyimages.
Selvom vinteren er over danskerne, bliver renoveringer, der kan mindske energiforbruget, nedprioriteret. Genrefoto: Gettyimages.

Med sidste vinters høje energipriser kunne man forestille sig en stigning i antallet af energirenoveringsopgaver for landets håndværkere.

Men selvom energirenoveringerne også sikrer bedre indeklima og mindre CO2-udledning, så nedprioriterer danskerne at investere i energieffektivisering af boligen.

Læs også: Klage afvist: Nu skal der strøm til store CO2-syndere

En ny undersøgelse fra Velux foretaget af OnePoll viser, at 60 % af danskerne med en ny vinter forude er bekymrede over de stigende energipriser, mens 62 % ønsker, at deres hjem skal være mere energieffektivt. Alligevel dokumenterer en undersøgelse fra Kantar, at kun 5 % af danskerne har foretaget klimarenoveringer over det seneste år for at sænke deres elforbrug.

Ikke råd til at spare på energi

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.000 danskere, er det finansielle bekymringer, prioritering af andre omkostninger og frygten for den høje engangsbetaling, som holder danskerne fra at isolere loftet, udskifte vinduer eller foretage andre større renoveringer.

– Danskerne føler ikke, de har råd til større investeringer for at spare på energien, men de største varmetab sker gennem vinduer og loft i vores boliger, så mange danskere vil kunne spare energi og penge ved renoveringer, selvom det koster penge her og nu, siger Anne Ramskov Toft, markedsdirektør i Velux Nordic.

Mangler viden

Undersøgelsen viser også, at 30 % af danskerne aldrig har tjekket, hvor energieffektivt deres hjem er, og 36 % af danskerne ved ikke, hvor de skal starte for at opvarme deres hjem energieffektivt.

At få overblik over ens eget energiforbrug er første skridt til at optimere og finde ud af, hvad man kan gøre for at spare, ifølge Anne Ramskov Toft.

Læs også: Danmark blandt Europas bedste: Energifleksible løsninger skal dog forbedres

– Hvis man ikke har overblik over ens energiforbrug, giver det mening, at man er bekymret. Hvis man har overblik, kan man bedre overskue, hvordan man kan effektivisere og spare penge både nu og på længere sigt, siger Anne Ramskov Toft og henviser til, at mange f.eks. har gamle ovenlysvinduer, der ikke er ordentligt isoleret:

– For få ved nok, at investeringerne her vil kunne erstatte mange af de andre sparevaner og sikre, at man ikke behøver at gå rundt i skitøj eller fyre ekstra op i brændeovnen, som mange føler sig nødsaget til i vintermånederne.

Relateret indhold