Forlang det bedste

Jens Krogsgaard, industrikonsulent i Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Jens Krogsgaard, industrikonsulent i Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Som forbruger skal man være opmærksom på, at alle stål- og aluminiumskomponenter nu skal være CE-mærket. Det gælder eksempelvis spær, søjler, altaner, trapper og rækværk. Stort set alle stålprodukter til byggeri er omfattet.

Mærkningen giver mere sikkerhed for forbrugeren, men det er ikke alle virksomheder, der er blevet certificeret efter ordningen, der trådte i kraft sidste år. Som en hjælp til blandt andet forbrugerne har Arbejdsgiverne oprettet en liste over CE-certificerede virksomheder. Den er åben for alle og er allerede velbesøgt.

Virksomheder, der endnu ikke er blevet CE-certificerede, må se at komme i sving. Og for langt de fleste er der faktisk en gevinst at hente. Jeg besøger mange virksomheder, der fortæller, at de kan se på bundlinjen, at de er blevet CE-certificerede. Det skyldes, at der ganske enkelt bliver begået færre fejl.

For eksempel at man bruger en opdateret kundespecifikation, eller at fejl fanges tidligt i processen, inden materialet sendes videre i produktionen. Med CE-mærkningen har man nu et krav om at følge bestemte rutiner. Det har gjort virksomhederne bedre til at sikre, at materialer og konstruktioner er korrekte.

Som forbruger bør du undersøge om en virksomhed er CE-certificeret, før du indgår aftale om at få udført et arbejde. Det giver de virksomheder, som er lidt sene i optrækket, et incitament til at komme i gang og sikrer dig en ordentlig kvalitet.

Dog må man også mane til besindighed. Man skal ikke være bekymret, hvis man har købt et produkt, som ikke er CE-mærket. Vi har endnu ikke set et produkt bryde sammen. Kvaliteten fejler ikke noget. Det er først og fremmest lovgivningen og kravet om fri handel over landegrænser, som kræver en CE-mærkning – men så skader det jo heller ikke at være på den helt sikre side som forbruger.

Relateret indhold