Anvendelsesmulighederne er mange for den nye selvkørende transportvogn fra Makita. Dens betegnelse er DCU180Z.
Den henvender sig nemlig bredt, og det kunne være til murere, kirkegårdsfolk, anlægsgartnere, planteskoler og dem, der arbejder blandt dyr, hvor støjen skal være minimal.
Og netop det at køre uden støj, mestrer DCU180Z transportvognen. Den er nemlig drevet af en elmotor, som får den fornødne spænding fra et 18 volts litium-ion batteri. Vognen fås med ramme, hvor der er plads til et trillebørskar, som let fæstnes med to hurtigspændere.
Plads til reservetank
Transportvognen kan køre nonstop i lige omkring en time. Men er der behov for det, er det muligt at sætte et ekstra batteri på, som i praksis fungerer som en reservetank, der her fordobler køretiden. Batteriets ladetid ligger på mellem 15 og 55 minutter. Så sørger man for at give batteriet et pust, når der er pause, vil det i praksis betyde, at den kan bruges en hel arbejdsdag, da der sjældent forekommer lange perioder med kontinuerligt brug.
Justerbar sporevidde
Det trækkende hjul er placeret fortil, og her har dækket et groft mønster, som griber godt fat i alle typer underlag. Som en fin detalje, er der en mekanisk skivebremse på forhjulet.
Bagtil er der to hjul med indbygget bremse, som hver kan dreje 360 grader. De er monteret i et tværgående firkantrør, og her er der den finesse, at man kan ændre sporvidden på hjulene. Det gøres ved at trække en bolt ud, og så rykke hjulene ind- eller udefter på den tværgående aksel, indtil den ønskede sporvidde er opnået.
To gear og bakgear
Hastighedsvælgeren sidder på det højre håndtag. Her er der mulighed for at skifte mellem to fremadgående hastigheder og bakgearet. Tydelige signaturer indikerer, om man er i hastighedsniveau et eller to, og en anden indikator fortæller, om man vil køre fremad eller baglæns. Yderligere er der en omskifter i det tilfælde, man har forsynet den med to batterier. Så når det ene batteri er ved at være afladet, skifter man blot om til det friske batteri, som så fordobler indsatstiden.