En dansk milepæl er nået. Fem gigawatt har den danske solcellekapacitet nu rundet.
Solceller kan dermed alene forsyne op til 1,25 millioner danske husstandes årlige forbrug af elektricitet om året.
– Vi kan være stolte af den udvikling, som solenergien har været igennem i Danmark de seneste fem år, siger Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening.
Men udbygningen af solceller ser ud til at være stødt på en mur. Der er opsat færre solceller i år end i 2024 eller 2023.
Grønne energiplaner i voldsom modvind: Fem projekter droppes eller lægges på is
Dansk Solcelleforening foreslår derfor, at man forsøger at finde plads på tage og bygninger, så udviklingen kan få lov at fortsætte – og kigger på lovgivningen.
– Når solceller på bygninger ikke følger med, skyldes det fortsat regulatoriske benspænd, siger Flemming V. Kristensen.
Energipark i Vejen var sidste brik
Solceller på markerne er uden sammenligning de største bidragsydere til den solenergi, vi får fra solceller, slår organisationen fast.
Marker med solceller fylder i dag 4.000 hektar i Danmark eller omkring 0,2 % af det danske areal.
Det var også opsætningen af en solcellemark i Vejen, der skubbede solcellekapaciteten over målstregen.
Energipark til en milliard får grønt lys
– Det er en vigtig milepæl i den grønne omstilling at runde de 5 GW, og vi arbejder videre med at indfri målsætningen om at firedoble vedvarende energi på land i 2030, siger Andreas Karhula Lauridsen, Senior Vice President, European Energy.
Solceller på markerne kommer med al sandsynlighed også til at fylde mest i fremtidens solcellemarked. Men der skal gøres mere for at udforske markedet for solceller på tage, mener Danske Solcelleforening.
Dansk Industri: EU-regler skal ændres
I Dansk Industri er man enig i betragtningen fra solcelleforeningen. Det skal være nemmere at få installeret solceller på tage og bygninger.
Lige nu besværliggøres det af EU-lovgivning, ifølge Dansk Industri. Og det skal ændres.
– Afgifter, tariffer og regler for deling af strøm betyder i dag, at store tagarealer ikke udnyttes fuldt ud, fordi disse regler forringer den økonomiske rentabilitet ved fuld udnyttelse af solcelleanlæg, skriver Dansk Industri på deres hjemmeside.
Massiv VE-modstand er et wake up call: Giv mere medbestemmelse til borgerne
Dansk Solcelleforening stemmer i.
– Solceller på bygninger producerer strøm dér, hvor den forbruges – til gavn for både samfundsøkonomi og elforbrugere. Derfor ser vi implementeringen af EU’s bygningsdirektiv som en oplagt mulighed for at få udbygningen af bygningssolceller op i højere fart, siger Flemming V. Kristensen
De opfordrer beslutningstagere til at bruge den danske implementering af EU’s bygningsdirektiv som et springbræt til aktivt at fjerne barrierer og gøre det mere attraktivt at investere i solceller på bygninger.
