KØBENHAVN: Der er meget at lære for både startups fra hele verden og de deltagende danske virksomheder, når Urbantech i løbet af en 12 ugers periode matcher produkter og ligger grunden for fremtidige samarbejder.
Hos Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør EWII er der nogle helt klare mål for virksomhedens deltagelse i programmet Urbantec.
– Det at finde nye løsninger til fremtidens energimarkeder, det er rigtig vigtigt for os. Vi er nødt til at kigge uden for Danmarks grænser for at finde de bedste kommercielle løsninger. Vi kender dem vi har i Danmark, tror vi, vi har i hvert fald et godt indblik i dem, men vi skal også lade os inspirere af, hvad der sker andre steder i verden, fortæller Lars Bonderup Bjørn til Dagens Byggeri, og direktøren mener, der er meget at lære af de innovative startups.
– Startups de har store fordel, at de er ikke bundet af en historik, og vi er en meget gammel, halvanden hundrede år gammel virksomhede, så vi har meget historik. De fortæller os ligesom nogle friske perspektiver på verden, og så ser de mulighederne i meget af den nye teknologi, hvor at vi jo, meget naturligt, har afsæt i at vi har noget eksisterende, og det skal vi optimere. Så, de giver os noget inspiration, det giver os nogle andre perspektiver på verden, og så viser de os nogle billeder af, hvad vi kan gøre som alternativer. Og det er ikke sikkert det bliver til alternativerne, men det kan trække os i retning af nogle af dem, lyder læringen fra Lars Bonderup Bjørn som deltager i Urbantech for anden gang.
Strategiske mål
Søren Friis Senior Director Mergers & Acquisitions i COWI mener, at konstellationen med at matche små startups med store virksomheder er med til at udvikle virksomhederne hurtigere, og til at få nye perspektiver på den bæredygtige byudvikling.
– Vi synes at Urbantech i dén grad spiller godt ind i vores strategiske mål. For det første om at skabe sammenhæng i morgendagens bæredygtigt samfund, bæredygtig byudvikling og så hele digitaliseringsdagsordenen som også er en vigtig del af vores strategi. Så derfor er Urbantech oplagt for os, siger Søren Friis, som i årets udgave er meget på udkig efter datadrevne løsninger.
– Vi går meget efter hele dataanalysedelen, og vi er også interesseret i hvordan vi kan spille ind i hele adfærdsændringen. Vi mener en del af den grønne omstilling, den kommer også til at være meget afhængig af, at hvert enkelt menneske spiller med, og at finde løsninger til det, det vil vi gerne lære noget mere om. Og så handler det i den grad også om energieffektivisering, lyder det fra Søren Friis.
Bedre sustainability
Vil man gøre en forskel i forhold til at være med til at forme fremtidens byggeløsninger og byløsninger, så mener Tina Mayn, SVP i Velux, at det er vigtigt at lære af innovative tiltag fra hele verden.
– Velux deltager sammen med VKR i Urbantech fordi vi gerne vil være med til at gøre en forskel i det urbane miljø omkring at skabe en meget bedre sustainability tilgang, bæredygtig tilgang til danske og globale byggerier. Vi vælger at være med i Urbantech fordi det er en mulighed for os både at lære af små startups, men også at give noget tilbage til små startups, fortæller Tina Mayn.
For Velux har deltagelsen i Urbantech i 2019 allerede ført til spændende samarbejder, og noget af det hun mener er rigtig spændende ved projektet, er, at virksomhederne også er nødt til at tænke nyt, når de mødes af de nye tanker fra de mange startups.
– Vi har allerede en af de startups vi arbejdede med sidste år som vi bruger måske lidt utraditionelt ind i vores supply-organisationer, ind i vores fabrikker, hvilket ikke var det, der var formålet, men det var det, det endte op med, så vi kan allerede se nogle resultater nu, men den store teknologiændring, det vil tage nogle år før vores kunder eller dem der bor i København vil opleve det.