Gorm Rasmussen, der er administrerende direktør i engrosvirksomheden Carl Ras, købte sig for et år siden ind i Havnens Hænder – et nyt, mindre byggemarked for biobaserede byggematerialer i Danmark, der udelukkende sælger naturlige materialer, der bidrager til sundere byggerier og boliger.
Formålet var at gøre materialerne lettere tilgængelige for de udførende håndværkere, så det bliver nemmere for dem at bygge bæredygtigt.
Nu har også arkitekt Mikkel Westfall købt sig ind i Havnens Hænder med ønsket om at udbrede de biobaserede materialer som en klimavenlig løsning til det planlæggende byggeri.
Sammen med de tre iværksættere og håndværkere Magnus Henriques, Mikkel Damgaard Nielsen og Karl Nørgaard, der står bag Havnens Hænder, ejer alle fem parter nu hver 20 % af det biobaserede byggemarked.
– Vi har alle en stærk tro på, at der skal større fokus på fremstillingen af de byggematerialer, vi bygger med, og vi skal ændre på vores byggevaner, hvis vi vil i mål med den grønne omstilling. Det kan vi med Havnens Hænders biobaserede materialer, som er CO2-neutrale og fornybare, så de både kan produceres, leveres og skaleres til byggeriet. Derfor er det en konkret bæredygtig omstilling, der kan påvirke hele det planlæggende byggeri i en mere klimavenlig retning, fortæller Mikkel Westfall om baggrunden for investeringen i Havnens Hænder.
Han fik kendskab til det biobaserede byggemarked gennem sin bestyrelsespost i Boligfonden Kuben, der støtter nye bæredygtige løsninger fra iværksættere i branchen.
Kan gøre en forskel
Havnens Hænder er ifølge Mikkel Westfall en af de grønne startups, der med deres biobaserede byggematerialer kan gøre en stor forskel for den grønne omstilling i branchen:
– Vi ser gerne, at de biobaserede materialer som hamp, kalk, ler og kork i fremtiden bliver anset som gængse byggematerialer på markedet frem for traditionelle energislugende byggematerialer som beton, som man lige nu bygger med i det meste af verdenen. De biobaserede materialer er jo klassiske materialer, der er lokalt forankret i naturen, og som var en fast del af det danske kulturlandskab for et par hundrede år tilbage. Byggekulturen og byggematerialerne skal tilbage til det, vi kommer fra, fortæller han.
Mikkel Westfall har solid erfaring med byudvikling, transformation samt større bolig- og erhvervsprojekter og har som uddannet arkitekt MAA også kompetencer inden for bygningskonstruktion. Han kan samtidig trække på et bredt netværk blandt både arkitekter, bygherrer og ejendomsinvesterer.
– Kvalitetsbyggeri og arkitekturen skal være en del af den grønne omstilling. Jeg ser frem til at styrke rådgivningen og formidlingen af, hvordan Havnens Hænders biobaserede materialer kan projekteres i byggeriet, så byggeriet bliver mere CO2-venligt, fortæller han.
Materialerne skal udbredes til flere i branchen
Carl Ras, der sælger værktøj og beslag til professionelle håndværkere, har siden Gorm Rasmussens investering i Havnens Hænder sidste år styrket det biobaserede byggemarkeds position i branchen:
– Havnens Hænder har den faglige viden om biobaserede og CO2-neutrale byggematerialer, og de har som håndværkere selv erfaring med at bygge med dem. Men leveringen og distributionen af byggematerialerne kan være en udfordring for dem at tage sig af på egen hånd. Det var her, vi i Carl Ras så en mulighed for at være med til at skubbe til den grønne omstilling, da vi som erfaren distributionsled kan være med til at udbrede materialerne til de udførende håndværkere i branchen, fortæller Gorm Rasmussen.
Han tilføjer:
– Mange af vores kunder i Carl Ras har allerede vist stor interesse og begejstring for Havnens Hænders materialer. Vi er samtidig utrolig glade for at få en partner ind i ejerkredsen med arkitektbaggrund, så vi kan styrke rådgivningen om projekteringen af materialerne og få dem udbredt til en større del af branchen.
Stærkere branchesamarbejde om bæredygtighed
Med investeringen i Havnens Hænder håber Gorm Rasmussen og Mikkel Westfall på, at de samtidig kan bidrage til et stærkere samarbejde om bæredygtighed i branchen:
– Vores forskellige faglige kompetencer gør, at vi kan dække hele fødekæden i branchen. Vi ønsker at bryde grænserne imellem os og bidrage til et stærkere samarbejde om bæredygtighed i branchen – fra planlægningen til den udførende håndværker, der bygger, siger Gorm Rasmussen.
Mikkel Westfall afslutter:
– Den grønne omstilling er en mission, vi i fællesskab må løse sammen i branchen. Vi er samarbejdspartnere og ikke konkurrenter. Men vi er nødt til at handle nu, hvis der skal ske reelle forandringer på klimafronten.