Hvordan kan vi genbrugere flere byggematerialer? Og hvordan får man indarbejdet genbrugsressourcer i de udbud, der laves til store offentlige nybyggerier?
Det har Holbæk Kommune og fire andre partnere omkring Østersøen fået 916.560 euro til at undersøge i det treårige projekt Future Baltic Bauhaus. Holbæk Kommune er koordinator på projektet og vil med de øvrige danske, svenske og tyske partnere arbejde med løsninger på genbrug af byggematerialer.
– Verdens ressourcer er ikke uendelige, og klimaet kræver, at vi bliver bedre til at genbruge vores materialer.
Karen Thestrup Clausen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune
Målet er at genbruge flere byggematerialer, men også finde frem til den bedste fremgangsmåde til at genbruge ikke-farlige byggematerialer. For hvis byggematerialer skal kunne genbruges, kræver det en særligt skånsom nedrivning. Samtidig skal håndværkere og entreprenører i højere grad uddannes på området.
Karen Thestrup Clausen, formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune, siger:
– Verdens ressourcer er ikke uendelige, og klimaet kræver, at vi bliver bedre til at genbruge vores materialer. Mursten har man genbrugt i mange år, men hvad med alt det andet i en bygning, som man river ned? Kan det genbruges og til hvad? Det er vigtigt, at vi som kommune bliver klogere på det, men en del af vores mål er også at få erfaringer, som vi kan dele ud af. Derfor er vi meget glade for, at EU kan se idéen i projektet.
Future Baltic Bauhaus-projektet henvender sig til alle led af byggebranchen, herunder planlæggere, designere, bygherrer, udviklere, virksomheder, kommuner og beslutningstagere.
Har allerede nu en række erfaringer
Den bredt sammensatte gruppe bag ansøgningen til projektet byder ind på forskellige dele af løsningerne alt efter kompetencer.
Holbæk Kommune har gennem flere år gemt byggematerialer fra nedrivninger og har derfor allerede nu en række erfaringer:
I forbindelse med nedrivningen af kommunens gamle svømmehal og sportshal gjorde man det så skånsomt, at 97 % af materialerne kunne genbruges.
Banebrydende børnehave i halm og genbrugsmaterialer vinder udbud
I Svinninge blev SFO-bygningen revet ned grundet slid, men i maj blev der taget første spadestik til et nyt børnehus. Byggeriet bliver opført så bæredygtigt som muligt med materialer fra den nedrevne bygning. Eksempelvis genbruges mursten og træ. Tilsvarende genbrug vil finde sted ved nedrivning af nabohuset Pilehytten.
Netop erfaringerne med nedrivninger er en del af baggrunden for det nye, innovative projekt, der sigter mod at gøre cirkulær økonomi til en praksis i byggeri.
Uddanne og efteruddanne
De andre parter har andre erfaringer, de kan bringe i spil. F.eks. skal danske EUC Nordvestsjælland for eksempel uddanne og efteruddanne byggeerhvervet til at bruge genanvendelige materialer.
På Wismar Hochshule i Tyskland skal arkitektafdelingen projektere en nybygget børnehaves indvendige del udelukkende med genanvendte materialer, og Linneaus Universitet i Sverige skal lave økonomiske beregninger over rentabiliteten ved at genanvende byggematerialer.
Vil udbrede erfaringerne
Den ligeledes svenske Kalmar Kommune vil udvikle udbudsmaterialer, så de i størst muligt omfang efterspørger genanvendte materialer i deres byggeri. GodaHus, der er ejet af kommunerne og andre store offentlige bygherrer omkring Växjö og Kalmar i Sverige, skal udbrede erfaringerne til offentlige bygherrer.
River gammelt mejeri ned – sælger materialerne til genanvendelse
Projektet, der starter i maj 2024 og slutter i april 2027, understøtter EU’s klimamål om at opnå klimaneutralitet i 2050 og FN’s Bæredygtighedsmål.