Entreprenørselskabet Zøllner A/S er pr. 1. maj 2020 trådt ud af Barslund koncernen, oplyser selskabet i en meddelelse.
Stifter og direktør Karl Johan Zøllner har selskabsmæssigt ønsket at stå på egne ben. I samarbejde med direktionen i Barslund Group er der derfor indgået en fælles aftale om, at Karl Johan Zøllner overtager Barslund Groups 50 procent ejerandele i Zøllner pr. 1. april 2020.
Entreprenøren har siden 2006 udført mindre anlægsentrepriser og senest specialiseret sig inden for kystsikrings- og vandbygningsområdet. Af nyere større projekter kan nævnes: Klimasikring af Sprogø, Kalundborg Havn og Kystsikring af Anholt.
Holder kontakten
Det langvarige samarbejde med Barslund Group fortsætter dog trods udtrædelsen. Derudover investeres der yderligere i udvikling af vandbygnings- og havneafdelingen, hvor Zøllner efterhånden er blevet en væsentlig spiller på markedet.
– Strategien på den lange bane er uændret, og vi vil fortsat fungere i markedet som den fleksible og agile samarbejdspartner, der leverer håndværk af høj kvalitet hver gang til den aftalte tid og økonomi. Efter vi er udtrådt af Barslund Group har det givet os en unik mulighed for at analysere vores administrative udgifter i forhold til, hvad der er essentielt og hvad vi kan undvære. Det betyder, at vi i fremtiden kan levere samme høje kvalitet til endnu mere konkurrencedygtige priser, fortæller administrerende direktør Henrik Bjoljahn.
Udtrædelsen af Barslund-koncernen betyder således, at Zøllner nu har oprettet egen administration og er flyttet til nye lokaler på Porthusvej 7, 3490 Kvistgård.