Vigtig viden til bekæmpelse af trafikstøj ligger nu klar

Sidste år gik Gladsaxe og Furesø kommuner sammen med Realdania om at samle eksempler på løsninger for at skærme byer og borgere mod trafikstøj. Konklusionerne skal sætte fart på udviklingen.
- Støjen fra motorvejene er godt i gang med at ødelægge vores byer, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse, der glæder sig over at have fået samlet vigtig viden om, hvordan støj fra motorvejene bedst og mest effektivt bekæmpes.
- Støjen fra motorvejene er godt i gang med at ødelægge vores byer, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse, der glæder sig over at have fået samlet vigtig viden om, hvordan støj fra motorvejene bedst og mest effektivt bekæmpes.

Ca. 723.000 boliger er udsat for vejstøj på mere end 58 d(B), som er den vejledende grænseværdi for vejstøj. Heraf er ca. 141.000 boliger stærkt støjbelastet med et støjniveau på 68 dB eller mere, oplyser Miljøstyrelsen.

Eksempelvis i Lyngby-Taarbæk Kommune har Lyngby Omfartsvej længe skabt støjudfordringer, hvorfor der nu arbejdes for at få hastigheden nedsat til 70 km/t.

Også i Gladsaxe og Furesø kommuner er man plaget af trafikstøj fra motorveje, og derfor har Cowi og Labland det seneste år indsamlet og analyseret den seneste viden om støj fra motorveje.

Rapporterne konkluderer, at støjproblemer bedst løses tættest på kilden, og overdækker man motorveje eller fører dem igennem en tunnel, skal det ske på længere strækninger på 1,5-2 kilometer for at opnå den ønskede effekt. Støjudfordringerne er dog så store, at det også kan blive nødvendigt at lave støjdæmpende tiltag i byen længere væk fra kilden, mens vi venter på de store løsninger, selvom den mere diffuse støj længere væk fra motorvejen er vanskeligere at håndtere, lyder det:

– Støjen fra motorvejene er godt i gang med at ødelægge vores byer. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu sammen med Furesø og Realdania har fået samlet vigtig viden om, hvordan vi bedst og mest effektivt bekæmper støj fra motorvejene. Nu skal vi videre og i gang med bruge den viden til at skabe sunde byer, som er gode for mennesker at bo i, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse.

Motorvejsstøj truer mange steder

Et mål for Furesø, Gladsaxe og Realdania er at udbrede denne viden, så de mange andre kommuner, der også er plaget af trafikstøj, kan få gavn af den. Derfor blev rapporterne lanceret på et webinar i sidste uge med repræsentanter fra kommuner, regioner og stat samt politikere og forskere fra hele landet og fra næsten alle hovedstadskommuner.

– Det er ikke kun Furesø og Gladsaxe, der er ramt af trafikstøj. Motorvejsstøj truer mange steder mulighederne for at bevare og udvikle den gode by med et rigt byliv, rekreative områder og et sundt hverdagsliv. Motorvejene gennemskærer både bolig- og naturområder i hele Danmark. Derfor har vi delt den nyeste viden med alle kommuner på et webinar. Vejdirektoratet har været med i følgegruppen, og vi deler derfor også den nye viden med Folketinget, siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen.

Et særdeles komplekst problem

At etablere støjafskærmning er dyrt, ikke mindst overdækning og tunnelløsninger. Rapporterne peger på, at der er behov for, at der arbejdes med et helhedsorienteret blik på længere motorvejsstrækninger, og at investeringer samtænkes i støjskærme og lette og tunge overdækninger.

Det kræver store investeringer, og at stat, kommune og private aktører finder sammen i nye samarbejder, og en vigtig læring fra projektet er desuden, at der skal et bredere fokus på de sundheds- og samfundsmæssige konsekvenser af motorvejsstøjen:

– Trafikstøj er et problem – ikke kun i de to kommuner, men rigtig mange steder rundt om i landet. Med de to rapporter har vi nu et solidt vidensgrundlag til at arbejde videre med det der har vist sig at være et særdeles komplekst problem. Støjproblemet kræver nye tekniske, finansielle såvel som politiske løsninger. Men tilsammen kan det give løsninger, der på samme tid sætter fart på udviklingen af bæredygtige byer, siger Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania.

Relateret indhold