Tysk krig mod Femern

Tysklands største miljøorganisation, Nabu, vil også høres i Danmark.
Den tyske miljøorganisation Nabu kæmper med næb og kløer for, at Femernforbindelsen skrottes. Foto: Femern A/S.
Den tyske miljøorganisation Nabu kæmper med næb og kløer for, at Femernforbindelsen skrottes. Foto: Femern A/S.

De tyske synspunkter skal også høres i Danmark. Det mener Naturschutzbund Deutschland (Nabu), der er Tysklands største miljøorganisation. Derfor har foreningen netop afholdt et pressemøde i København, så organisationens kritiske syn på Femern-forbindelsen kan blive en del af den danske debat, og Nabu lægger ikke skjul på, at den mener, at hele processen omkring Femern-forbindelsen kører skævt.

– Nabu er ikke generelt imod infrastrukturelle ændringer eller projekter på tværs af lande. Men det er uanstændigt at realisere et ineffektivt, dyrt og infrastrukturelt utidssvarende projekt på bekostning af naturen og miljøet. Vi oplever, at vi bliver hørt i Tyskland, men at mange danskere endnu ikke er bekendt med de store økonomiske, miljømæssige og sociale risici, som Femern-forbindelsen indebærer, og at de er blevet ført bag lyset af både den danske og tyske regering, siger Nabus Head of Environmental Policy, Malte Siegert, i en pressemeddelelse og fortsætter:

Vi oplever, at vi bliver hørt i Tyskland, men at mange danskere er blevet ført bag lyset af både den danske og tyske regering.

Malte Siegert Head of Environmental Policy, Nabu

– Denne praksis må høre op. For både skatteydernes og miljøets skyld er vi nødt til at have en transparent proces og uafhængige cost-benefit, socioøkonomiske og miljømæssige vurderinger og analyser. Vi håber derfor, at vi med dagens pressemøde har kunnet belyse sagen fra et tysk perspektiv også.

560.000 medlemmer

Nabu har 560.000 medlemmer i ryggen, og miljøorganisationen påpeger, at byggeriet af Femern-forbindelsen vil have langstrakte negative følger for EU’s Natura 2000-område i Femern Bælt samt på områdets gydesteder og vegetationen på havbunden. Derudover påpeger organisationen også, at de forventede omkostninger til anlægsarbejdet er steget fra et estimat på 4,2 milliarder euro i 2010 til 7,4 milliarder i 2015.

Nabu fortalte på pressemødet, at organisationen overvejer at sagsøge den tyske stat, hvis ikke organisationens forbehold bliver overvejet i den igangværende godkendelsesproces. Et potentielt sagsanlæg kan betyde en forsinkelse i processen fra tysk side, hvilket vil have betydning for hele projektet, da Danmark er afhængig af de tyske godkendelser.

Relateret indhold