Totalt risikofrit at få udført sort arbejde

Trods flere end 10.000 anmeldelser af sort arbejde i 2015 blev ikke en eneste dømt for hverken at udføre eller få udført sort arbejde.
Der er ikke nogen, der bliver dømt, hverken for at udføre sort arbejde eller bestille det, og det undrer Dansk Byggeri. Foto: Colourbox.
Der er ikke nogen, der bliver dømt, hverken for at udføre sort arbejde eller bestille det, og det undrer Dansk Byggeri. Foto: Colourbox.

Flere end 10.000 danskere henvendte sig sidste år til SKAT for at anmelde mistanke om sort arbejde.

Men ikke én eneste er blevet retsforfulgt endsige dømt, hverken for at udføre sort arbejde eller bestille det.

Ja rent faktisk er ingen nogensinde blevet dømt i Danmark for at medvirke til sort arbejde ved at købe ydelsen.

Det fortæller erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen, til Dagens Byggeri.

31 milliarder kroner

Ifølge SKATs egen “gennemsigtighedsrapport” modtog man i 2015 helt nøjagtigt 10.644 tip om eksempelvis boligejere, der fik ordnet taget eller pudset facaden, uden der blev betalt skat eller moms af håndværkerens løn.

Det er en stigning på næsen 100 procent i løbet af bare fem år. En stigning der måske kan skyldes, at det netop er helt og aldeles risikofrit at udføre eller få udført sort arbejde.

60 procent af anmeldelserne kom anonymt fra borgere, mens resten stammer fra myndighederne og borgere, der er identificeret.

Ifølge en analyse fra RockwoolFonden blev der i 2014 udført sort arbejde for mindst 31 milliarder kroner.

SKAT bør prioritere

Morten Kamp Thomsen siger til Dagens Byggeri, at han ikke har et bud på, hvorfor myndighederne ikke har reageret, trods flere den 10.000 anmeldelser.

– Det kan undre, selv om det kan være svært at dømme privatpersoner for at få udført sort arbejde. Det er mange penge, vores fælles skattekasse og samfund går glip af hvert eneste år. Byggeriet er et vigtigt område, som SKAT kan prioritere fremadrettet, siger Morten Kamp Thomsen, som i øvrigt oplyser, at udlændinges arbejde uden faktura ikke indgår i de 31 milliarder kroner.

– I tallene indgår kun virksomheder med CVR-nummer og danskere med cpr-nummer. Alene det viser, at tallet faktisk er større end de 31 milliarder kroner.

Efterlyser konsekvens

Morten Kamp Thomsen noterer, at tidligere undersøgelser viser, at omkring en tredjedel af det sorte arbejde under alle omstændigheder ville blive udført hvidt, en tredjedel ville blive “gør-det-selv”, og en tredjedel ville ikke blive udført.

– Der er altså tale om mindst 10 milliarder kroner. Derfor skal privatpersoner opleve, at det har en konsekvens at få udført sort arbejde. Et flertal af partier i Folketinget er klar med 11 nye initiativer, der skal bekæmpe sort arbejde med mere kontrol og flere målrettede indsatser. Men hvis det ikke bare skal blive ved snakken og de gode intentioner, så er det vigtigt, at SKAT har de rigtige arbejdsredskaber, siger Morten Kamp Thomsen.

Ingen kontrol

Problemet er ifølge Dansk Byggeris erhvervspolitiske konsulent, at skatteminister Karsten Lauritzen har afskaffet muligheden for at tippe SKAT anonymt, ligesom der er sat en stopper for SKAT’s mulighed for at kontrollere private byggepladser på villavejene.

Der blev udført omkring 700 af den slags kontrolbesøg, og kun én gang blev der klaget.

– Ingen af disse tiltag gør SKAT’s arbejde nemmere, siger Morten Kamp Thomsen.

Relateret indhold