Storcentre skal skabe vækst

Venstre vil gøre det nemmere for kommuner at bygge storcentre, hvilket skal skabe mere vækst i yderområderne.
Det er et krav i planloven, at en by mindst skal have 40.000 indbyggere for at få lov til at bygge eksempelvis en Bilka. Den grænse vil Venstre nu fjerne. Foto: Colourbox.
Det er et krav i planloven, at en by mindst skal have 40.000 indbyggere for at få lov til at bygge eksempelvis en Bilka. Den grænse vil Venstre nu fjerne. Foto: Colourbox.

Hvis det står til Venstre, skal der fremover bygges en hel del flere store butikscentre rundt om i landets byer. I et nyt udspil lægger de nemlig op til en ændring af planloven, hvor der ellers hidtil har været stramme regler for opførelse storcentre og varehuse. Det skriver DR.

Argumentationen er, at det vil skabe vækst i de mindre og mellemstore byer.

– Kommunen skal have lov til at planlægge, om man vil bygge et storcenter i sin kommune, uanset hvor stor kommunen er. Det vil sikre vækst i alle dele af landet, siger Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, til DR.

Bedre end fraflytning

En af de ting, der som regel nævnes som årsag til den nuværende stramme lovgivning, er frygten for det skal knuse de mindre butikker – og dermed bylivet. Det argument afviser Thomas Danielsen imidlertid.

– Hvis der er en købmand, der må lukke, så er det altså bedre, at han lukker på grund af konkurrence end på grund af fraflytning, slår han fast over for DR – mens han samtidigt fremhæver, at et nyt butikscenter på ingen måde er ensbetydende med, at andre butikker må lukke.

Som det er nu, skal en by mindst have 40.000 indbyggere for at få lov til at bygge en Bilka, Ikea eller et storcenter. Det er den grænse, Venstre ønsker helt at fjerne. Ligeledes er det kun København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, som må bygge storcentre uden for bymidten. Også her mener Venstre nu, at kommunerne selv skal have lov til at bestemme placeringen.

Thomas Danielsen lover ligefrem, at det vil blive skrevet ind i det kommende regeringsgrundlag, hvis de borgerlige kommer til magten. Forslaget er i øvrigt en del af Venstres udspil til en liberalisering af planloven, som partiet snart vil offentliggøre.

Relateret indhold