Stor opbakning til Build in Wood

Den årlige trækonference Build in Wood gør klar til at tage imod byggebranchen for at diskutere og fremme træbyggeri. Deltagerantallet er højt trods coronavirus.
Den årlige trækonference Build in Wood finder sted for tredje gang den 25.-26. august i Docken i København. Foto: Build in Wood.
Den årlige trækonference Build in Wood finder sted for tredje gang den 25.-26. august i Docken i København. Foto: Build in Wood.

Build in Wood skulle oprindeligt have været afholdt i maj, men trækonferencen blev udskudt på grund af corona. Arrangørerne bag mærker lige nu en stor opbakning til konferencen, der nærmer sig 300 tilmeldte.

– Vi er rigtig glade for, at vi kan afholde konferencen her i august og at så mange fra branchen støtter op. Den store opbakning bekræfter os i den stigende interesse for træbyggeri og viser, hvor vigtigt det er, at vi samles og sammen finder løsningerne, der kan sætte skub i træbyggeriet, lyder det fra arrangør af Build in Wood Sarah Elhauge.

Virus viser nye veje

På grund af de nuværende restriktioner vil konferencen foregå lidt anderledes end normalt. Der vil blandt andet være afstand mellem hver deltager, håndsprit og opdeling i pauserne, fortæller arrangørerne. Men corona har også skabt nye muligheder for konferencen, der har åbnet op for digital deltagelse til dem, der ikke har mulighed for at møde op i Docken.

– Der er mange, der gerne vil ud og netværke nu, kan vi mærke, men mange har også købt billet til den digitale udgave, og vi er glade for, vi kan tilbyde begge dele. Det skal være trygt at deltage på Build in Wood, og sammen med Docken har vi taget alle de nødvendige forholdsregler, så vi følger anbefalingerne fra myndighederne og sørger for sikre forhold, lyder det fra Sarah Elhauge.

Træbyggeri og -projekter på agendaen

Den stigende interesse for træbyggeri ses også i nogle af de nye projekter, der skyder op. For eksempel det nye Vejlandskvarter, der skal være Københavns første bydel i træ, og Danmarks første parkeringshus i træ, The Cradle, der er en hybrid trækonstruktionsbygning i Düsseldorf efter cradle-to-cradle-principperne.

Også i kommunerne er træ kommet på agendaen.

– I Aarhus har vi de senere år bygget nogle visionære træboliger, og vi vil gerne fortsætte det arbejde i de forskellige sektorer. Der er mange innovative etagebygninger i træ undervejs, der tvinger os til at tænke på nye måder, hvilket jeg tror er sundt. Vi ved, at byggebranchen udleder meget CO2, så ønsket om at bygge i træ passer godt sammen med Aarhus’ ambitiøse plan om at blive CO2-neutral i 2030, fortæller Aarhus’ stadsarkitekt Stephen Willacy.

Relateret indhold