SF advarer regeringen mod forligsbrud

SF betragter en ændring af reglerne om den såkaldte arbejdsudleje som klokkeklart aftalebrud fra skatteminister Morten Østergaard.
SF's skattepolitiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen kritiserer,, at skatteminister Morten Østergaard (R) vil ændre reglerne for den såkaldte arbejdsudleje.
SF's skattepolitiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen kritiserer,, at skatteminister Morten Østergaard (R) vil ændre reglerne for den såkaldte arbejdsudleje.

Partiets skattepolitiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen mener, at skatteminister Morten Østergaard (R) åbner for en ladeport af social dumping og henviser til, at reglerne om arbejdsudleje var en vigtig del af skatteaftalen fra 2012 for at komme social dumping, skattesnyd og lønpres til livs:

– Nu vil Morten Østergaard ændre reglerne med tilbagevirkende kraft, og dermed kommer tusindvis af udenlandske medarbejdere til at slippe for dansk skat – og SKAT skal i mange tilfælde højst sandsynligt også tilbagebetale skat til disse personer, siger hun.

Skatteaftalen fra 2012 indebar ændrede regler for arbejdsudleje, som skulle give et provenu på 80 millioner kroner årligt. Penge, som er brugt. Skatteministeren har hverken orienteret Folketingets Skatteudvalg eller partierne bag aftalen.

– Skatteministeren gemmer sig bag sine embedsmænd og siger, at det alene er et ændret styresignal – altså nogle tekniske ændringer, der ligger til grund for de ændrede regler. Men det er en politisk afgørelse, som De Radikale har ønsket sig i lang tid. Og Morten Østergaard prøver at tørre den af på en tidligere skatteminister. Det er bare virkelig dårlig stil og lodret forkert. Det er mig en gåde, hvordan Socialdemokraterne kan gå med til at åbne en ladeport af social dumping, fortsætter Lisbeth Bech Poulsen.

Ret og rimelighed

Debatten om social dumping og velfærdsydelser har ifølge Lisbeth Bech Poulsen i høj grad handlet om ret og rimelighed:

– Når man betaler skat, skal man selvfølgelig have de samme rettigheder som alle andre. Men med disse ændringer, er der tusindvis af udenlandske medarbejdere, der ikke kommer til at betale skat. Fra SF’s side vil vi ikke acceptere skatteministerens beslutning, og vi holder fast i, at arbejdsudleje er en central del af skatteaftalen fra 2012. Derfor er det klokkeklart aftalebrud fra ministerens side, slutter SF’s skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Relateret indhold