Tre års fokus på ny strategiplan giver nu positive resultater på bundlinjen for entreprenørvirksomheden Raunstrup med tre ben: Byggeri, tømrer- og snedkerarbejde samt bygningsservice.
Regnskabet for det forskudte regnskabsår viser et løft på 21 millioner kroner på bundlinjen for den samlede koncern i forhold til et underskud året før på 11 millioner før skat til et overskud på lidt over 10 millioner kroner i regnskabet for 2018/2019.
Koncernen omsatte samlet for knap en halv milliard i regnskabet for 2018/2019, og til trods for en planlagt nedgang i omsætningen på over 50 millioner kroner, er ambitionerne ikke svækkede for fremtiden.
– Vi er selvsagt glade for at levere sorte tal på bundlinjen efter vores beslutning om at skalere omsætningen tilbage, og selvom vi stadig er langt fra vores målsætning om en overskudsgrad på fem procent, så er det kun et spørgsmål om tid og ihærdighed, administrerende direktør i Raunstrup, Søren Kristensen.
Han tilføjer, at Raunstrup nu er inde i en positiv udvikling på alle af koncernens tre ben.
– Det kan vi allerede nu se i det igangværende regnskabsår, hvor koncernen efter første kvartal ligger over budget, siger han.
Ordrebogen for indeværende år ser ifølge direktøren rigtig fornuftig ud, og virksomheden, der beskæftiger omkring 350 medarbejdere, forventer at resultater for indeværende regnskabsår bliver bedre end det forrige.