Platformudlejer lander NCC-aftale

Platform.as har indgået en toårig aftale med den store entreprenørvirksomhed. Direktør vurderer, at aftalen vil øge omsætning med 8-10 millioner kroner årligt.
Platform.as forventer at aftalen med NCC i Danmark kan øge omsætningen med 8-10 millioner kroner om året de kommende to år. Pressefoto.
Platform.as forventer at aftalen med NCC i Danmark kan øge omsætningen med 8-10 millioner kroner om året de kommende to år. Pressefoto.

Platform.as, der udlejer arbejdsplatforme og hejs, hæver forventningerne, efter at virksomheden har indgået en ny aftale med entreprenørvirksomhed NCC.

De næste to år skal Platform.as levere arbejdsplatforme til NCC i Danmark – en aftale, som forventes at øge omsætningen med 8-10 millioner kroner årligt.

– Vi har arbejdet sammen på en række store projekter, hvor begge parter var glade for oplevelsen. Det er jo en kæmpe cadeau, at én af de største og mest respekterede entreprenørvirksomheder kontakter os for et fast samarbejde. Vi ser frem til at levere markedets bedste platforme og hejs, der forbedrer arbejdsmiljøet og giver mulighed for at løse opgaverne smartere, siger Casper Gorm Knudsen, administrerende direktør i Platform.as.

NCC udtaler sig principielt ikke om specifikke samarbejdspartnere, men de værdsætter gode samhandelsrelationer med leverandører, der leverer kvalitetsprodukter og -løsninger, og som bidrager positivt til vores mange bygge- og anlægsprojekter.

Alternativ til stillads

Et godt arbejdsmiljø er afgørende for at have glade medarbejdere og en effektiv forretning – særligt i byggebranchen, hvor håndværkerne ofte står i anstrengende arbejdsstillinger. Derfor er arbejdsplatforme blevet et populært alternativ til stilladser, da de er mere fleksible og kan tilpasses til alle arbejdssituationer og stillinger.

– En arbejdsplatform sikrer, at udstyr og materialer altid lige ved hånden, og dine folk undgår tidskrævende ture op og ned ad et stillads. Den er mobil og sikrer altid den rigtige arbejdshøjde, så fagfolkene får en sundere arbejdsgang og færre arbejdsskader. Og slutkunden slipper for tildækkede bygninger, fortæller Casper Gorm Knudsen, der også mærker den stigende interesse.

Aftalen med NCC Danmark løber frem til 2021, hvor aftalen skal genforhandles.

Relateret indhold