Øger biodiversiteten og omsætter samtidig for 2,16 mia. kr.

Hedeselskabet præsenterer en stigning i omsætningen på knap 10 % til 2,16 mia. kr. og et resultat på 57,7 mio. kr. i årets regnskab. Fokus i et vanskeligt 2022 har været på klima og biodiversitet både til lands og til vands.
Etableringen af fire stenrev skal både sikre klimabeskyttelse og biodiversitetsforbedring i Randers Fjord. Projektet, der er udført af Hedeselskabets forretningsben HedeDanmark, går godt i tråd med selskabets fokus på at afhjælpe en række havmiljøproblemer samt sikre øget biodiversitet både under og over havoverfladen.
Etableringen af fire stenrev skal både sikre klimabeskyttelse og biodiversitetsforbedring i Randers Fjord. Projektet, der er udført af Hedeselskabets forretningsben HedeDanmark, går godt i tråd med selskabets fokus på at afhjælpe en række havmiljøproblemer samt sikre øget biodiversitet både under og over havoverfladen.

Som et led i Hedeselskabets 2025-strategien ‘Naturlig Vækst’ har selskabet haft fokus på projekter, hvor biodiversitetens og klimaet indgår. Det har båret frugt, i takt med at medarbejderne har implementeret deres opbyggede viden i konkrete løsninger for kunderne og bragt selskabets omsætning i 2022 op på 2,16 mia. kr.

Årets resultat lyder på 57,7 mio. kr., hvilket er en fremgang på 1,4 mio. kr.

Den globale samfundsudvikling har skabt øgede økonomiske udfordringer for alle – også Hedeselskabet, hvor dele af driften har været kraftigt udfordret gennem året, fortæller Jørgen Skeel, bestyrelsesformand i Hedeselskabet:

– På trods af de mange udefrakommende udfordringer, er det med tilfredshed, at jeg kan se tilbage på 2022. Et år, hvor vi ikke bare har leveret et positivt resultat, men også et år hvor vi for alvor har fået sat biodiversiteten på dagsordenen.

Værdifulde skove

Blandt de projekter Hedeselskabet har stået bag i året, der er gået, er bl.a. Skandinaviens første FSC Økosystemtjenestecertificering, og udviklingen af de nye standarder for klimaregnskaber i tæt samarbejde med Green House Gas Protocol.

Medarbejdere har bl.a. taget erfaringer fra selskabets egen biodiversitetspark i Viborg, der åbnede i 2021, med i arbejdet for kunderne. Adm. direktør Torben Friis Lange siger:

– Et godt eksempel er åbningen af en af Danmarks største erhvervsmæssige biodiversitetsparker ved Salling Groups hovedkontor. Samtidig har vi mærket en øget efterspørgsel efter vores klimaskovsløsninger og skovprodukter generelt. Noget som regeringen har fokus på med dens ønske om rejsning af 250.000 hektar ny skov. Værdien af egne skove er steget markant, hvilket er et udtryk for, at skoven tillægges større og større værdi i samfundet.

Hedeselskabet oplever stigning i værdien af egne skove. Arkivfoto
Hedeselskabet oplever stigning i værdien af egne skove. Arkivfoto

Binder CO2’en flere gange

Hedeselskabet har i 2022 udarbejdet eget klimaregnskab efter de nyeste standarder, hvilket har givet et mere retvisende billede af virksomhedens klimaaftryk. Der er endnu meget få, der benytter de nye standarder, og Hedeselskabet er således blandt de første 40 virksomheder i verden, der har formået at samle og bearbejde de nødvendige data.

Klimaregnskabet viser, at selskabets virke er til gunst for klimaet. I kraft af eget skovejerskab er der i 2022 bundet fire gange mere CO2, end der blev udledt i Hedeselskabets egne operationer (scope 1 og 2). Sammen med kunder og leverandører (scope 3) er der bundet to gange mere CO2, end der blev udledt.

Fart på!

I 2022 har Hedeselskabet desuden sat fokus på at afhjælpe en række havmiljøproblemer samt sikre øget biodiversitet i et havmiljø, der er under stigende pres.

– De naturlige stenrev i havet er forsvundet, og det har gjort livet svært under havets overflade. Et eksempel er ålegræs, som har brug for afskærmning fra havstrømmene for at kunne trives. Vi er i færd med at genoprette stenrev, og samtidig arbejder vi på at øge biodiversiteten under havet. Til det formål skal vi sikre en normal tilstand i havmiljøet, hvor blåmuslinger er en afgørende del af hele økosystemet, siger Torben Friis Lange.

Til trods for at selskabet har en veldokumenteret metode til netop at løse de grundlæggende forhold, så havmiljøet kan genskabes i god økologisk tilstand, er det ikke uden udfordringer:

– Vi er nødt til at accelerere beslutningsprocesserne for klima- og biodiversitetsindsatserne og ikke afvente endnu flere undersøgelser på områder, der allerede er velbelyst, siger Torben Friis Lange.

To medlemsskove

Gennem Hedeselskabets forening uddeles der hvert år to-tre mio. kroner til formål, der skal gøre en positiv forskel for natur og miljø. I 2022 har selskabet blandt andet støttet opførelsen af en handicapvenlig skovhave ved Egmont Højskolen og en informationsfilm omkring biernes verden til brug for folkeskolerne.

I 2022 blev der desuden truffet beslutning om at udvikle to medlemsskove med fokus på biodiversitet og rekreation sammen med medlemmerne.

Relateret indhold