Nyt samarbejde i plastindustrien

En ny sektion under brancheforeningen Plastindustrien er netop blevet stiftet. Formålet er at skabe et stærkt talerør for danske plastrørsvirksomheder i forhold til blandt andet kvalitetsstandarder.
Kenn Byllemos. Foto: Henrik Ole Jensen.
Kenn Byllemos. Foto: Henrik Ole Jensen.

Om Plastindustrien

  • Plastindustrien repræsenterer over 200 danske virksomheder, der er vidt forskellige størrelsesmæssigt. Størstedelen af den danske plastproduktion bliver eksporteret, og den danske plastbranche beskæftiger i øjeblikket i omegnen af 30.000 personer.
  • NPG Denmark/Rørsektionen er medlem af NPG (Nordisk Plastrørs Gruppe), der blandt andet er initiativtager til kvalitetsmærket Nordic Polymark.

NPG (Nordisk Plastrørs Gruppe) Denmark/Rørsektionen er titlen på det nye samarbejde, der har direktør og partner Kenn Byllemos fra Emtelle Scandinavia i spidsen som formand.

– Der har traditionelt set været et stærkt samarbejde i Norden omkring kvalitetsniveau og kvalitetssikring omkring plastrør, hvilket blandt andet skyldes vores kolde klima og høje krav til renheden i vores drikkevand. Imidlertid har vi følt et behov for at stable et formaliseret dansk initiativ på benene, så vi i stigende grad kan tale ud fra en fælles platform, når vi er i dialog med myndigheder og branchens øvrige partnere, forklarer den nyvalgte formand Kenn Byllemos.

Vi har følt et behov for at stable et formaliseret dansk initiativ på benene, så vi i stigende grad kan tale ud fra en fælles platform.

Formand Kenn Byllemos NPG Denmark/Rørsektionen

Udover Kenn Byllemos er Per Dollerup Mikkelsen (Wavin), Uffe Gramm Mogensen (GM Plast) og Hans-Kristian Høen-Bech (Uponor Infra) i bestyrelsen af NPG Denmark/Rørsektionen.

Kvalitetssikring og vidensdeling

Til at bistå bestyrelsens arbejde har NPG Denmark/Rørsektionen valgt at tilknytte Peter Sejersen som sekretær for sektionens aktiviteter. Peter Sejersen har igennem en længere årrække været ansat hos Wavin, og i 2012 modtog han branchehæderen Plastprisen.

Peter Sejersen fortæller, at NPG Denmark/Rørsektionen blandt andet vil beskæftige sig med kvalitetssikring i forhold til drikkevandsgodkendelse af rør:

– DS mærket, som hidtil har været garantien for plastrørs egnethed til drikkevand, er faldet bort i forbindelse med Dansk Standards salg af DS Certificering til Det Norske Veritas (DNV). En af sektionens første opgaver bliver derfor – i samarbejde med branchens øvrige parter, f.eks. DANVA – at få færdiggjort de nye regler for drikkevandsgodkendelse af rør. Fælles krav på et højt niveau er nemlig nødvendige for at opretholde kvaliteten af drikkevandet, siger han.

NPG Denmark/Rørsektionen vil også være aktive på europæisk niveau for at sikre, at den nyeste viden om rørsystemers miljøpåvirkning bliver formidlet til hele værdikæden.

Naturlig forankring

Inden oprettelsen af NPG Denmark/Rørsektionen var plastrørsvirksomhederne i forvejen medlemmer af Plastindustrien. Det var derfor nærliggende at etablere en dedikeret sektion under Plastindustrien med særligt fokus på plastrørsproduktion, da idéen opstod.

Plastindustriens direktør Thomas Drustrup er sikker på, at det setup giver flere fordele for alle parter:

– Vi har god erfaring med at oprette faglige sektioner under Plastindustrien, som vi så understøtter gennem vores kompetencer i sekretariatet på blandt andet miljø- og kommunikationsområdet. Vi har tidligere haft en lignende sektion i Plastindustrien, og jeg glæder mig over, at der nu igen er et ønske blandt plastrørsproducenterne om at forene kræfterne, siger han.

Peter Sejersen. Foto: Henrik Ole Jensen.
Peter Sejersen. Foto: Henrik Ole Jensen.

Relateret indhold