Ny Storstrømsbro kan ikke vente

Danske Anlægsentreprenører advarer politikerne på Christiansborg om, at det kan få alvorlige følger, hvis de venter med at erstatte Storstrømsbroen med en ny og mere tidssvarende løsning.
Det er for dyrt ikke at bygge en ny Storstrømsbro, blandt andet fordi det går ud over den internationale godstrafik mellem Skandinavien og kontinentet, mener Dansk Byggeri. Foto: Colourbox.
Det er for dyrt ikke at bygge en ny Storstrømsbro, blandt andet fordi det går ud over den internationale godstrafik mellem Skandinavien og kontinentet, mener Dansk Byggeri. Foto: Colourbox.

Storstrømsbroen er i så ringe en forfatning, at den i løbet af ganske få år ikke vil kunne opfylde sit formål. Man venter blandt andet, at der lukkes for gående og cyklende trafik, selv om broen er det eneste bindeled for såvel lokaltrafikken som for jernbanetrafikken mellem Sjælland og Rødby Færgehavn.

Men det politiske flertal på Christiansborg har nu flere gange valgt at udskyde anlægget af en ny bro med henvisning til forsinkelsen af Femernprojektet.

– Det er helt forkert. I 2011 var det på grund af revner i broen nødvendigt at lukke broen helt ned på grund af nedstyrtningsfare. Det lammede et af de større trafikale knudepunkter i Danmark, der ellers berømmer sig af en velfungerende infrastruktur, siger direktør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører.

Forfald

Vejdirektoratet planlægger i øjeblikket et kontrolleret forfald, der kan holde den nuværende Storstrømsbro i gang til 2024, hvis der vel at mærke årligt bruges 10-15 millioner kroner på drift og vedligeholdelse.

– Allerede nu ved vi, at en udskydelse af brobyggeriet betyder restriktioner for gående og cyklister. Samtidig er det en unødvendig dyr vedligeholdelse. Penge, der lige så godt kunne bruges på at finansiere en ny forbindelse, siger Niels Nielsen.

Han peger på, at en ny lukning af Storstrømsbroen ikke alene har konsekvenser for lokalsamfudnet og Danmark som helhed, men også for den internationale godstrafik mellem Skandinavien og kontinentet.

Drysser skaller ned

Niels Nielsen nævner blandt andet, at der allerede nu drysser skaller ned fra broen, som dermed kan udgøre en fare for de mange både, der passerer under broen.

– Der er mange gode grunde til at fremskynde anlægget af en ny bro, både på grund af den dårlige stand for den nuværende bro og af hensyn til udviklingen i området som helhed. Regeringens henvisning til anlægsloftet bruges lidt vel flittigt. Vi har jo allerede en infrastrukturfond, hvor pengene til broen er afsat. Og ser man på de økonomiske gevinster, er det vigtigt at tænke en ny broforbindelse sammen med anlægsfasen for Femernforbindelsen, der jo netop er underskrevet kontrakter på. Ulemperne er svære at få øje på, siger Niels Nielsen til Dagens Byggeri.

Relateret indhold