Ny milliardaftale løfter hjælp til selvstændige

Regeringen og et bredt flertal har indgået en aftale, der giver yderligere hjælp til gavn for selvstændige, virksomheder og lønmodtagere.
Erhvervsminister Simon Kollerup har i dag præsenteret den ny aftale. Arkivfoto: Socialdemokratiet.
Erhvervsminister Simon Kollerup har i dag præsenteret den ny aftale. Arkivfoto: Socialdemokratiet.

Der har siden 9. december været åbnet bredt op for de generelle hjælpepakker, men de forlængede restriktioner giver fortsat udfordringer for erhvervslivet.

Derfor er regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet blevet enige om en ny aftale med yderligere tiltag for i alt ca. 9,5 milliarder kroner, der skal hjælpe danske selvstændige, virksomheder og lønmodtagere.

Samtidig er det besluttet, at hvis restriktionerne forlænges til efter februar, vil hjælpepakkerne samt de målrettede puljer til erhvervs- og kulturaktivitet også blive forlænget til og med den 30. april 2021. Det giver forudsigelighed for erhvervs- og kulturliv samt lønmodtagere.

– Jeg er glad for, at vi i dag kan præsentere yderligere tiltag og hjælp for godt 9,5 milliarder kroner til dansk erhvervsliv og særligt selvstændige og deres ansatte. Vi hungrer alle efter at kunne stå i den lokale tøjbutik og prøve tøjet på, spise en middag på en restaurant eller generelt bare ses i større selskaber. Men der er vi desværre ikke endnu. Det er vigtigt, at vi holder tungen lige i munden og ikke tager forhastede beslutninger, så vi ender i et scenarie med smitten ude af kontrol og endnu en nedlukning. Men regeringen er også dybt bevidste om, at nedlukningen har store konsekvenser for lønmodtagere og dansk erhvervsliv og særligt selvstændige og små virksomheder, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Aftalens hovedpunkter

Til selvstændige mv.:

Loftet for selvstændige forhøjes fra 23.000 kroner til 33.000 kroner om måneden for selvstændige med mindst én fuldtidsansat og til 30.000 kroner om måneden for selvstændige uden ansatte. Kravet for, hvor stor en omsætning man skal have for at få adgang til kompensation fra selvstændigordningen, sænkes fra 10.000 til 8.000 kroner om måneden. Kravet for indkomst sænkes tilsvarende i kompensationsordningerne for freelancere og kombinatører samt i den midlertidige kunststøtteordning.Begge ændringer sker med tilbagevirkende kraft fra den 9. december 2020, og det vil være muligt for selvstændige, der allerede har søgt ordningerne, at søge igen.

Til virksomheder:

Der sættes 175 millioner kroner af til forenkling af ansøgningsprocessen og forbedringer af kompensationsordningen for faste omkostninger. Fristen for, hvornår bindende aftaler om f.eks. markedsføring skal være indgået, for at man er berettiget til kompensation for faste omkostninger, flyttes fra den 9. marts 2020 til den 9. december 2020.

Til lønmodtagere:

Den midlertidige ret til sygedagpenge forlænges med to måneder, så ingen sygedagpengemodtagere overgår til jobafklaringsforløb til og med den 30. april 2021. Suspensionen af 225-timers reglen forlænges tilsvarende med to måneder til og med 30. april 2021.Suspensionen af dagpengeforbruget forlænges til og med april 2021.

Læs hele aftaleteksten her.

Relateret indhold