Det blev ikke til mange måneder i chefstolen for østrigeren Mathias Kerp. Han tiltrådte i februar i år, men nu skiftes han ud og Klaus Dolmer er ny administrerende direktør (CEO).
– Vi er glade for at kunne meddele, at Silvans Chief Procurement Officer (CPO), Klaus Dolmer, vil tiltræde stillingen som ny administrerende direktør (CEO) for Silvan. Han har en bred og helt unik erfaring i den danske gør-det-selv-branche, samt dybdegående ekspertise om Silvan, hvor han gennem sin karriere har varetaget forskellige lederroller.
Klaus Dolmer har været i Silvan i mange år, og har spillet en stor rolle i Silvans turnaround og udviklingen af strategien fremadrettet, udtaler Jan Becker, bestyrelsesformand for Silvan.
– Gennem de seneste år har Silvan har re-positioneret sig som det mest convenience-orienterede byggemarked i Danmark. Det er en rejse, som jeg ser frem til at fortsætte, udtaler Klaus Dolmer.
Med ansættelsen af Klaus Dolmer som administrerende direktør består direktionen nu af i alt fire medlemmer: CEO, Klaus Dolmer, CFO, Keld Larsen, CSO, Rasmus Kjærgaard, COO, Michael Lange.
Vælger dansk på chefposten
Med Klaus Dolmer får Silvan en mand, der i den grad kender forretningen indefra. Med over 20 år på en række chefposter inden for produkter og logistik, senest som indkøbschef, som han blev udnævnt til i februar i år.
Det er samtidig et markant skifte i chefvalget hos ejeren, den tyske kapitalfond Aurelius, som overtog byggecenterkæden i 2017.
Tyskerne overtog dengang en forretning med røde tal, og der blev skiftet hurtigt ud på chefposterne.
Både på adm. direktørposten og blandt ledende medarbejdere: Kort efter Aurelius overtog kæden, var det farvel til Freddy Lauridsen, der havde stået i spidsen for kæden i ni år. Han blev efterfulgt af den fra Coop erfarne Jesper Lien, der ikke fik succes med at tilbageføre Silvan til ‘et rigtigt byggemarked med et feminint tvist’.
Mindre end to år efter Jesper Lien tiltrådte, overtog Jan Becker og den tidligere kommercielle direktør Morten Juel ledelsen i en opdelt direktørstilling; en stilling som Morten Juel forlod lydløst efter bare to måneder.
Læs mere her: Silvan får ny mand i den varme stol