Ny formand skal udbygge Troldtekts førerposition

Efter et planlagt formandsskifte er Kurt Bering Sørensen ny mand i spidsen for Troldtekts bestyrelse.
Kurt Bering Sørensen tiltrådte 25. april 2019 som ny bestyrelsesformand i Troldtekt. Foto: Troldtekt.
Kurt Bering Sørensen tiltrådte 25. april 2019 som ny bestyrelsesformand i Troldtekt. Foto: Troldtekt.

Når Troldtekt i de kommende år vil udbrede bæredygtige akustikløsninger til nye markeder, kan ledelsen trække på en erfaren sparringspartner. Kurt Bering Sørensen har gennem næsten tre årtier været administrerende direktør i først Velfac og siden Dovista.

– Som ny bestyrelsesformand vil jeg fastholde kursen. Troldtekt skal fastholde og udbygge sin position som markedsleder i Danmark og bygge på med vækst fra nye markeder. I første omgang er det internationale fokus især på Sverige og Tyskland, hvor der allerede er etableret datterselskaber, siger Kurt Bering Sørensen.

Han har siden 2017 siddet i Troldtekts bestyrelse, og et “generationsskifte” har længe været planlagt. Den hidtidige bestyrelsesformand, 75-årige Nils Nygaard, fortsætter indtil videre som menigt medlem.

Troldtekts adm. direktør, Peer Leth, glæder sig til samarbejdet med den nye bestyrelsesformand.

– Jeg er glad for, at Kurt har sagt ja til at overtage posten efter Nils Nygaard. Med sin baggrund inden for afsætning, sit kendskab til at operere via datterselskaber og sine kompetencer fra branchen er Kurt et perfekt match til at understøtte vores strategi. Det har han også vist i sine første to år i bestyrelsen, siger Peer Leth.

Formandsskiftet skete på generalforsamlingen 25. april 2019.

Relateret indhold