Ny erhvervsplaymaker hilses velkommen

De tre kommuner Lolland, Guldborgsund og Vordingborg har i fællesskab ansat en brobygger, der skal styrke samarbejdet mellem kommunernes skoler og det lokale erhvervsliv. Dansk Byggeri hilser den nye mand velkommen.
Formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen, knytter store forhåbninger til den nye sydsjællandske ansættelse af en erhvervsplaymaker. Foto: Ditte Brøndum.
Formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen, knytter store forhåbninger til den nye sydsjællandske ansættelse af en erhvervsplaymaker. Foto: Ditte Brøndum.

Formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster, Jesper Toftebjerg Andersen, glæder sig til at samarbejde med den nye erhvervsplaymaker, som Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner har ansat i fællesskab. Playmakeren skal bygge bro mellem de unge på kommunernes skoler og de lokale virksomheder. Et arbejde der er god brug for.

Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster skal blandt andet udveksle erfaringer og dele de programmer og det materiale, der allerede ligger klar, med den nye erhvervsplaymaker Aske Lundstrøm. Som skolepraktikinstruktør hos ZBC Ringsted er han allerede et kendt ansigt blandt mange virksomheder.

– Vores erfaringer i de jyske kommuner, hvor man har en erhvervsplaymaker, er mere end almindeligt positive. Playmakeren har samarbejdet med skoler og erhvervsliv som sin højeste prioritet. Det er en stor hjælp, når man skal have travle folkeskolelærere og lige så travle virksomheder til at skabe noget sammen, siger Jesper Toftebjerg Andersen.

Næstved og Faxe er også i gang med hyre en fælles erhvervsplaymaker. Og i Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster håber man, at flere sjællandske kommuner vil følge efter.

– Nu er Sjælland godt på vej, og vi håber at arbejdet vil føre til en endnu tættere kontakt mellem skolerne og erhvervslivet. Flere af vores virksomheder mangler dygtige unge faglærte, og det er vigtigt, at de unge får øjnene op for alle de spændende erhvervsuddannelser, der findes, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland & Lolland-Falster Jesper Toftebjerg Andersen.

Relateret indhold