Kravene for ældre varebiler uden rette partikelfilter blev skærpet 1. juli. Men i de første tre måneder er reglerne ikke håndhævet med bøder. Den tid er forbi.
Fra 1. oktober vil der blive udstedet bøder til de ældste, dieseldrevne varebiler, og to ting afgør, om en varebil må køre i miljøzonen. Dels hvornår den er indregistreret første gang, dels om den har et partikelfilter.
For at kunne komme ind i miljøzonerne i København, Odense, Aarhus, Frederiksberg og Aalborg skal bilen været indregistreret første gang den 1. januar 2007 eller senere. Desuden skal den være monteret med et partikelfilter.
I Danmark er 84.000 varebiler indregistreret første gang før 2007.
Kravene vil blive yderligere strammet i de kommende år. 1. juli 2022 træder det andet trin i loven i kraft. Fra denne dato gælder, at alle varebiler med dieselmotor skal have filter, hvis de er indregistreret inden den 1. januar 2012.
Tredje og sidste trin træder i kraft 1. juli 2025. Fra denne dato er der forment adgang for varebiler, der er indregistreret før 1. september 2016.