Håndværkere og entreprenører er klar til at bygge bæredygtige huse, men efterspørgslen er forsvindende lille.
En ny undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at halvdelen af medlemsvirksomhederne slet ikke oplever henvendelser fra deres kunder om bæredygtige løsninger. Mens kun fem procent siger, at næsten alle deres kunder efterlyser bæredygtigt byggeri. Det kan for eksempel være bæredygtige byggematerialer, der kan skilles ad og genbruges eller er miljøvenlige.
Det er godt, at virksomhederne er parate til at levere bæredygtige løsninger, men ærgerligt at kunderne tilsyneladende ikke har fået øjnene op for de mange fordele.
Thomas Uhd – branchedirektør Dansk Byggeri
Bedre boliger
Håndværkerne og entreprenørerne er klar til at levere, når kunderne vågner op. Seks ud af ti af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder satser på bæredygtigt byggeri, mens kun ni procent slet ikke satser på det.
– Det er godt, at virksomhederne er parate til at levere bæredygtige løsninger, men ærgerligt at kunderne tilsyneladende ikke har fået øjnene op for de mange fordele. Bæredygtigt byggeri vil skabe bedre boliger, og der er nye forretningsmuligheder i for eksempel at genbruge og bygge mere miljørigtigt, siger branchedirektør Thomas Uhd, Dansk Byggeri.
En søgning i Byggefakta, der er Danmarks største og mest detaljerede database over byggeprojekter, bekræfter den ringe efterspørgsel efter bæredygtigt byggeri. Kun 210 ud af 5.005 byggeprojekter, der er i gang, er bæredygtige. Databasen indeholder fakta om de fleste offentlige udbud og licitationer samt større private byggeprojekter.
Forventer nye lovkrav
Dansk Byggeris medlemmer venter, at der inden for de næste fem år kommer lovkrav om bæredygtighed. Der er allerede en form for regulering på vej. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er i øjeblikket i gang med at udarbejde en frivillig bæredygtighedsklasse til bygningsreglementet.
– Det er godt med ens rammer for branchen, som kan sætte skub i mere bæredygtigt byggeri. Kravene må bare ikke blive for komplicerede og gøre det sværere at bygge bæredygtigt, siger Thomas Uhd.
Entreprenørerne og håndværkerne peger i undersøgelsen på, at det både kan være bureaukratisk, dyrt og besværligt at bygge bæredygtigt. Den advarsel bør tages alvorligt, mener Dansk Byggeri.