Kronprinsen overrækker klimapriser

Arrangørerne af Byggeri '14 er glade for, at kongehuset bliver ved med at bakke op om messens fokus på klima, miljø og energi.
Foto fra 2012-messen, hvor kronprisen ligeledes var med til at overrække de tre priser.
Foto fra 2012-messen, hvor kronprisen ligeledes var med til at overrække de tre priser.

Kronprins Frederik overrækker Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris til tre danske virksomheder, der har gjort en særlig indsats på de tre områder. Det sker torsdag den 27. februar klokken 15 på Byggeri ’14 i Fredericia.

21 virksomheder er nomineret til de tre priser, der gives til de udstillere på messen, som i særlig grad kan dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer.

– Vi er glade for og stolte over, at vi for tredje gang kan byde kronprinsen velkommen på Byggeri ’14 i Fredericia. Det er et kongeligt skulderklap til de 21 nominerede udstillere på messen, der via deres produkter, løsninger og strategier gør en forskel inden for klima, energi og miljø, siger Palle Thomsen, administrerende direktør hos Danske Byggecentre, der arrangerer Byggeri ’14.

Grønne vækstmuligheder

Han håber, at udstillernes mange innovative produkter og løsninger inden for især klimarigtigt og energieffektivt byggeri kan være med til at sætte skub i nybyggeriet og realisere regeringens plan om at skabe vækst, beskæftigelse og bedre eksportmuligheder for danske virksomheder.

Dansk Byggeri har i den forbindelse sammensat en række konkrete forslag, som hurtigt kan iværksættes, herunder også på energiområdet.

– En del af vores input til regeringens vækstplan er, at der bør stilles krav til kommuner og regioner om årligt at foretage energiinvesteringer i minimum tre procent af deres ejendomsportefølje. Det, håber vi, kan være med til at sætte gang i økonomien og skabe flere arbejdspladser, siger Lars Storr-Hansen, administrerende direktør, Dansk Byggeri.

Relateret indhold